Hurtigere end DSLR

Nyt medlem af Nikon 1-familien byder på optagehastigheder, der til tider overgår spejlrefleks.

Systemkameraet Nikon 1 V3 er det nyeste medlem blandt Nikon 1-modellerne. Kameraets hybride autofokussystem har hele 171 autofokuspunkter, hvoraf de 105 er fasedetekteringspunkter som fanger og låser sig fast på motiver, selv når de er i bevægelse. Producenten oplyser, at kameraets optagehastighed med autofokus under kontinuerlige optagelse i raw er helt op til 20 billeder per sekund, hvilket er hurtigere end spejlrefleks.

Nikon 1 V3 er første model i Nikon 1-serien med en både berøringsfølsom og fleksibel skærm, og skærmen har en opløsning på 1.037.000 punkter. Den indbyggede wi-fi-funktion gør det nemt at overføre billederne til en mobil enhed, og man kan også bruge enheden som fjernbetjening.

Cmos-sensoren i CX-format på 18,4 mio. pixels har ikke noget optisk low-pass-filter, hvilket skulle forbedre skarphed og detaljer. Sensoren bakkes op af den nye EXPEED 4A-processor, og der er en elektronisk søger. Nikon 1 V3 kan fås for 6995 koner.

Sammen med Nikon 1 V3 lanceres to nye 1 NIKKOR-objektiver, nemlig teleobjektivet 1 NIKKOR VR 70–300mm F4.5–5.6 og zoomobjektivet 1 NIKKOR VR 10–30mm F3.5–5.6 PD. Teleobjektivet koster 8395 kroner, mens zoomobjektivet kan fås for 2495 kroner. Zoomobjektivet kan også købes sammen med kameraet for 7695 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...