Lækkert Fujifilm til selfies

Det nye systemkamera X-A2 har en skærm, der kan vippes helt op, samt forbedret autofokus, der selv stiller skarpt på øjnene. Perfekt til selvportrætter af høj kvalitet.

Med nyheden X-A2 tilbyder Fujifilm for første gang nogensinde en vipbar skærm i et af deres X-systemkameraer. Skærmen på 3,0 tommer kan vippes helt op over kameraet, så man let kan tage selvportrætter. En anden afgørende nyhed i den forbindelse er, at autofokus nu selv kan genkende øjne og stille skarpt på dem, så det bliver en leg at få vennekredses flotteste selfies.

Autofokus er desuden forbedret med Multi AF, som automatisk justere autofokus alt efter motivet, så der ikke bliver stillet skarpt det forkerte sted. Fujifilm X-A2 kommer med det helt nye kitobjektiv XC16-50mm F3.5-5.6 OIS II, der blandt andet kan fokusere blot 15 cm fra motivet, så man lettere kan tage flotte makrobilleder. Den danske pris ligger endnu ikke fast, men med et prisskilt på 549 dollars i USA forventer vi en vejledende pris på 4000 kroner.

Fujifilm har desuden lanceret kompaktkameraet XQ2, der benytter Fujifilms særlige X-Trans CMOS II sensor med hurtig fasedetektion indbygget. Opløsningen er på 12,0 mio. pixels, og zoomobjektivet dækker et område fra 25 til 100 mm. Desuden er der indbygget wi-fi lige som med X-A2.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...