Nyt system fra Pentax

Pentax præsenterer nyt systemkamera uden blinkende lygter, nyt objektiv og en ny flash, alle tre vejrbestandige.

10. februar 2015

Pentax præsenterer K-S2 et nyudviklet kamera og altså ikke en videreudvikling af K-S1, selv om det stadig fås i sprællende farver - dog uden fancy lys i håndgrebet som forgængeren. Standard er hvid, sort og en orange/sort udgave, men der er også en Sports-Collection, der blandt andet byder på racerstriber mens Nature Collection indeholder en skovgrøn version.

Det er dog det indre, som er mest spændende. Kameraet har intet anti-aliasing-filter, men en simulering tager vare om eventuel moiré, der er APS-C-billedsensor på 20,1 mio. pixels, der er indbygget billedstabilisering og kameraet klarer ISO op til 51.200. Det har også indbygget wi-fi og NFC.

Huset er tætnet med 100 tætningsringe, så det klarer fint lidt støv og regn. Kameraet har også en fleksibel skærm, som i tidens ånd kan vendes 180 grader, og en ekstra udløserknap gør det her lettere at tage selfies.

Pentax præsenterer samtidig en vidvinkelzoom, Pentax DA L 18-50mm F4.0-5,6 DC WR RE hvilket med brændviddeforlængelse svarer til 27,5-76,5 mm. Objektivet er også tætnet, og skulle være meget stille og så har det Pentax Quick-Shift-Focus-system, som gør skift mellem autofokus og manuel fokusering hurtigt.

Cirka-pris for kamera med objektivet i kit, opgives til 5899 kroner. Prisen for objektivet alene er 2225 kroner.

En vejrtætnet blitz, Ricoh AF 201 FG er også en del af pakken. AF 201 FG har et ledetal på 20 og kan vippes opad. Vejlende pris er 1299 kroner.

Pentax/Ricoh præsenterede samtidig et nyt vandtæt og hårdført kompaktkamera, Ricoh WG-5 GPS, der klarer ned til 14 meters dybde. Cirkapris: 2699 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...