Panasonic Lumix DC-GX9

Panasonic Lumix DC-GX9 er et yderst kompakt systemkamera til entusiasten.

© Panasonic

Nyt systemkamera fra Panasonic sikrer perfekte farver

Panasonic er klar med det nye systemkamera Lumix DC-GX9, der på intelligent vis kan optimere både farver og lysstyrke i billedet. GX9 har dog meget mere i ærmet.

13. februar 2018 af Poul Siersbæk

Panasonics nyeste systemkamera er trods sit meget kompakte ydre et kamera med meget avancerede funktioner, der på flere områder følger sine professionelle storebrødre.

Kamerets navn er Lumix DC-GX9, og det erstatter således GX8 fra 2015. 

Det nye kamera er blevet mere kompakt og minder i højere grad om GX80, når det gælder størrelse og udformning.

Panasonic med lynhurtig autofokus

Kameraets autofokus er stærkt forbedret via en særlig Depth from Focus-teknologi, som er med til at øge både hastighed og præcision. Det sker ved at kamera og objektiv kommunikerer lynhurtigt med hinanden. 

Ifølge Panasonic skulle den nye autofokus fange motivet på kun 0,07 sekund – også ved billedserier med 9,0 skud i sekundet.

Selv i mørke skulle autofokussen i Lumix DC-GX9 være bedre, her skal kameraet være i stand til at fokusere uden hjælpelys under lysforhold, der svarer til -4 EV. Og med funktionen Starlight AF er det muligt at få stjerner om natten knivskarpe.

Smart farvekontrol i Lumix DC-GX9

Lumix DC-GX9 byder på en opløsning på 20,0 mio. pixels, og en tredimensionel farvekontrol kan analysere farverne i billedet og optimere farvemætning og lysstyrke i både højlys og skygge, så du får de mest realistiske nuancer i fx hudtoner. 

Video klares i 4K-opløsning.

> Læs alt om systemkamera her

Fokus kan lægges bagefter

En fin bonus med Lumix DC-GX9 er den såkaldte Post Focus-funktion, hvor det er muligt at lægge fokus præcist, efter at billedet er taget – og med funktionen Focus Stacking, kan du kombinere flere optagelser fra Post Focus-funktionen, så du får en helt unik kontrol med skarpheden i billedet. 

Det er især noget, makrofotografer vil sætte stor pris på.

Panasonic Lumix DC-GX9 har indbygget billedstabilisering, som kan korrigere for bevægelser i hele fem retninger. Der er indbygget elektronisk lukker og en særligt Silent Mode, som gør det muligt at skyde lydløst og diskret, hvilket er perfekt for gadefotografen.

God batteriholdbarhed i Lumix DC-GX9

Lumix DC-GX9 har indbygget elektronisk søger, som kan vippes 80 grader op, så man fx kan bruge den, hvis man skyder i jordhøjde.

Ifølge Panasonic skulle kameraets batteri klare hele 900 billeder på en opladning. 

Den vejledende pris er 6999 kroner for kamerahuset alene. Det fås dog også i forskellige sæt.


I Gearguiden kan du læse anmeldelsen af forgængeren Panasonic Lumix DC-GX8.

> Læs mere om kameraer og nyheder fra Panasonic her

Lumix DC-TZ200 - lidt lækkert til lommen

En anden kameranyhed fra Panasonic er det lille kompaktkamera Lumix DC-TZ200, som er udstyret med en 1”-sensor og 15x zoom. 

Objektivet er et Leica DC VARIO-ELMAR. Der er femakset billedstabilisering og video i 4K. Fotos kan skydes i jpeg- og raw-format.

Der er elektronisk søger, og skærmen på 3,0 tommer er berøringsfølsom. 

 Det lille kamera, der er perfekt til ferien, koster 6999 kroner.

Panasonic Lumix DC-TZ200

Panasonic Lumix DC-TZ200 er et kompetent kamera i lommeformat.

© Panasonic

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...