Systemkamera med bagbelyst full-frame-sensor

Sonys nye systemkamera har 42,2 mio. pixels og som det første i verden en bagbelyst full-frame-sensor. Desuden er Sony på banen med to nye kompaktkameraer.

Pixelræset er ikke slut endnu, og Sony er på banen med et nyt flagskib inden for systemkameraer. Med 42,2 mio. pixels og verdens første bagbelyste full-frame-sensor lægger det nye Sony a7R II afstand til konkurrenterne.

Grundlaget for både perfekte actionfotos og gode billeder i svag belysning er på plads. Den store bagbelyste sensor sørger for en lysfølsomhed i top, og ISO’en rækker op til 102.400. Autofokus er, takket være hele 399 fasedetekterende punkter på sensoren, ifølge Sony op til 40 procent hurtigere end i forgængeren.

Lukkermekanismen på a7R II har også fået en finpudsning, og ifølge Sony er den testet til 500.000 eksponeringer, og de lover samtidig mindre vibration end tidligere. Kameraet har femakset billedstabilisering og kan skyde video i 4K i flere formater, herunder Super 35 mm og full-frame-format .

Sonys nye systemkamera skulle være tilgængeligt i slutningen af juli, og den vejledende pris lander på 28.000 kroner.

Læs mere om a7R II her.

Sony har i dag ligeledes præsenteret to nye kompaktkameraer i CyberShot Rx-serien. Compact RX100 IV og High-Zoom RX10 II har begge ny teknologi, der blandt skulle give fem gange hurtigere billeddata og professionelle egenskaber som 40x slowmotion-video med 1000 billeder i sekundet, 4K-optagelse og en lukkertid på ned til 1/32000 sekund. Læs flere detaljer her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...