Sony Awards 2017 er afgjort. Vi viste for nylig finalisterne i Open-kategorierne, hvor Lise Johanssons billede, Hearth #3, var tilmeldt. I alt modtog Sony Awards 105.692 billeder til konkurrencerne i Open, og det er her, Hearth #3 nu har vundet i kategorien Enhanced.

Billedet ”Hearth#3” forestiller en mand foran sit hus og udforsker identitet og erkendelse. Det kombinerer både digitale og analoge teknikker på en elegant måde.
© Lise Johansson, Denmark, 1st Place, Open, Enhanced, 2017 Sony World Photography AwardsUd over sejren i Enhanced, er 31-årige Lise Johanssons billede også vinderen i den samlede kategori for Danmark, den såkaldte National Award.
Nyheden vakte selvsagt glæde hos den nu dobbelte vinder:
”At vinde både ’Open Enhanced’ og ’Den danske National Award’ føles en smule surrealistisk. Så mange fantastiske fotografer har tilmeldt sig Sony World Photography Awards. Det er en stor ære at modtage sådan en anerkendelse. Jeg er meget glad!,” siger Lise Johansson.
Den gennemtænkte idé
Dommer i Open-konkurrencen, journalist og fotograf Damien Demolder, udtaler blandt andet om vinderbilledet:
"Dette er en klog og gennemtænkt idé, der fungerer glimrende som billede. Lise skaber en intens fornemmelse af en fordrejet virkelighed med sine arkitekturmodeller, som skal forestille hjem til rigtige mennesker. Ved første øjekast ligner det, at de to passer perfekt sammen, men når man kigger igen, bemærker man den dramatiske afstand og ser, hvor malplaceret mennesket er. Det har en ekstrem effekt," forklarer Damien.
Den 20. april afgøres resten af Sony World Photography Awards ved en vinderceremoni i London. Her er Lise Johansson med i opløbet om 'Open Photographer of the Year', hvilket belønnes med en pengepræmie på 5000 dollars. Ved samme lejlighed findes vinderne af ungdomskonkurrencen, Youth, og den professionelle konkurrence, Professional.
Flere danske vinderbilleder
I den danske National Awards var der også hæder til Sussi Charlotte Almindes billede "Pure white innocence", der fik andenpladsen, mens Aksel Martin Larsen tog tredjepladsen med "A cemetery for the living - life among the death".

Sussi Charlotte Alminde forklarer, at ideen til billedet opstod straks, da hun så den store, hvide kanin. Det blev til dette billede af Sussis datter Malou og veninden Liva ved Vesterhavet.
© Sussi Charlotte Alminde, Denmark, 2nd Place, National Awards, 2017 Sony World Photography Awards
Aksel Martin Larsen fik tredjepladsen ved National Awards med dette stærke billede fra Manila i Filippinerne. Billedet er taget på en kirkegård i Manila, hvor en gruppe mennesker har bosat sig i mangel på bedre.
© Aksel Martin Larsen, Denmark, 3rd Place, National Awards, 2017 Sony World Photography Awards