Alejandro Ceresuela er født med benzin i blodet, og for et årti siden besluttede han at gøre sin kærlighed til motorsport til en levevej.
Vi har talt med den spanske fotograf, der altid leder efter nye, kreative måder at fotografere løbene på, så han undgår at få billeder, der allesammen ligner hinanden.
Herunder kan du læse hans tre bedste tips til at skabe variation i billederne, uanset om du fotograferer motorcykler, racerbiler, mountainbikes eller noget fjerede.
1. Brug elementer i forgrunden
En af de måder, Alejandro skaber spændende kompositioner i sine billeder på, er ved at bruge elementer i forgrunden, der let bliver helt ufokuserede med de lange brændvidder, han bruger.
Det kan fx være ved at skyde igennem et lille hul i indhegningen, så hegnet indrammer billedet, eller stille sig imellem publikum, så de bliver til en uskarp, farverig masse i bunden af billedet.
Nogle gange placerer han også et blafrende flag i siden af billedet, eller fotograferer gennem et stykke værktøj, som en af mekanikerne har efterladt i pitten.
> Læs også: Sådan tager du flotte sportsbilleder

Ved at fotografere gennem et hul fik Alejandro dette anderledes billede, hvor man lige skal kigge lidt længere for at finde ud af, hvad der foregår.
© Alejandro Ceresuela2. Find et lavt perspektiv
Skal han fotografere et rally, kan Alejandro godt finde på at sætte sig på hug for at få et så lavt perspektiv, at jorden i forgrunden dækker fx en cykel halvt.
Det giver en mere spændende komposition, og hvis der er lidt buske eller anden vegetation, kan det også dække over den ufotogene, golde jord, der ofte er rigtig meget af til et rally.
Denne teknik kan også bruges på en arena, hvor et hegn kan give en interessant forgrund med et metallisk skær, hvis du sænker kameravinklen lidt.
> Læs også: Fire filtre enhver fotograf bør kende

Ved at bruge buske i forgrunden og en lang lukkertid fik Alejandro et spændende billede ud af en ret ordinær situation på rallybanen.
© Alejandro Ceresuela3. Vælg ekstra lange lukkertider
Hvis man har fotograferet motorsport før, så har man sikkert prøvet at bruge lukkertider på 1/100 sekund eller deromkring for at opnå en sløret baggrund ved en panorering.
Men Alejandro bruger også indimellem lukkertider, der er markant længere end dét for at fremhæve former, bevægelser eller travlhed. Det er et sats, især på banen, for en lang lukkertid giver et helt andet billede end en kort.
Indimellem virker det dog rigtig godt. Billedet herunder er taget i pitten med en lukkertid på et sekund.
> Læs også: Backup af billeder på den sikre måde

En lukkertid på et sekund fremhævede den særlige hektiske stemning, der er blandt mekanikerne i pitten under et løb.
© Alejandro Ceresuela