kvinde fotograferer natur

Kom til spændende foredrag med naturfotografer og støt en god sag

Helle og Uri Løvevild Golman er naturfotografer og National Geographic Explorers. Nu kan du møde dem d. 26. august i Cirkusrevyens telt på Bakken, hvor de for første gang siden en skæbnesvanger tur til Gabon vil gå på scenen sammen.

15. august 2019

Nu har du chancen for at komme med til et enestående foredrag. 

For første gang siden det blodige overfald i Afrika i 2017 står naturfotograferne og National Geographic Explorers Uri og Helle Løvevild Golman på en scene sammen. 

Det sker mandag den 26. august klokken 19.30 i Cirkusrevyens telt på Bakken nord for København.

En aften der hylder naturen

I december 2017 blev Uri og Helle Løvevild Golman overfaldet af en mand med kniv i Gabon i Afrika. 

Helle slap forholdsvis billigt fra overfaldet, men Uri blev alvorligt kvæstet og måtte kæmpe for sit liv på hospitalet.

Uri har stadig svært ved at gå og tale efter den voldsomme oplevelse, men han har kæmpet en sej kamp siden overfaldet for at komme til hægterne igen. 

Nu er parret klar til at holde foredrag om naturfoto og deres fond WILD Nature Foundation, der arbejder med naturbevarelse. 

mand fotograferer natur

Deltag og støt naturbevarelse

Alt overskuddet fra arrangementet går til The WILD Nature Foundation, som parret Løvevild Golman har stiftet.

The WILD Nature Foundation arbejder med at støtte bevarelsen af det vilde natur- og dyreliv.

På aftenen vil parret fortælle om deres spændende rejser og vise fantastiske billeder fra dem. Filosof Vincent Hendricks introducerer dem, og der vil også løbende være små overraskelser i programmet.

Arrangementet varer ca. 2 timer inkl. en kort pause og begynder klokken 19.30. Dørene åbner klokken 19.00.

Vil du med? Det koster 250 kroner at deltage, og du kan købe din billet lige her. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...