Hjortekid fotograferet i lysning på stor blændeåbning med teleobjektiv
© Shutterstock

Sørg for knivskarp fokus i dyreportrættet

Med ét stykke udstyr og to tricks kan du få skarpere og bedre dyreportrætter. Her får du svaret på, hvad du skal gøre, så du kan komme i gang allerede i dag.

Monopod minimerer rystelser 

Fotografens bedste ven er et-benet, for det lette monopod, som det også kaldes, er nemlig nemt at have med rundt og kan nemt bruges til at skyde actionfyldte motiver, som dyreportrætter også kan være. 

Stativet giver dig en god stabil platform, som er med til at sikre, at dine portrætter bliver så skarpe som muligt og med kun lidt øvelse, kan du hurtigt skifte højde på stativet og dermed få nye, spændende perspektiver. 

>Læs også Derfor skal du bruge en monopod

Fotograf med et-benet stativ kaldet monopod fotograferer dyr i naturen

Det et-benede stativ fås i både aluminium og en endnu lettere kulfiber-version, der også egner sig godt til video.

Hjælp automatikken på vej

Ofte kan de automatiske optagelsesmetoder som P-programmet eller blændeprioritetsprogrammet A eller Av være et godt valg, når man gerne vil skyde sit dyreportræt, men fordi lukkertiden styres automatisk af kameraet, kan du risikere, at den bliver alt for langsom ift. dit motiv. 

Det kan give slørede, bevægelsesuskarpe billeder, og det er særligt ærgerligt, hvis man ikke opdager det i tide.

Mange kameraer kan imidlertid indstilles, så lukkertiden aldrig bliver langsommere end en bestemt valgt værdi, når man bruger de automatiske programmer. 

En lukkertid på 1/300 sekund vil i mange tilfælde være nok, med mindre du bruger en lang tele på fx 400 mm eller derover, som kræver endnu hurtigere lukkertider. 

Hvis du ikke selv vil vælge lukkertiden, kan du på de fleste kameraer vælge mellem tre forprogrammerede indstillinger, som typisk hedder langsom, standard eller hurtig. 

Her anbefaler vi dig at indstille kameraet til hurtig-funktionen til dyreportrættet, så kameraet sørger for selv at vælge en hurtigere lukkertid.

Det eneste aber dabei, der er ved at bruge funktionen, er, at kameraet - for at lave den korrekte eksponering - automatisk vil justere ISO'en opad, så billedet bliver mere støjfyldt, men det kan nemmere rettes i billedbehandlingen. 

>Læs også 10 fotobegreber du skal kende

Får stikker hovedet op midt i flokken hvor det er fotograferet med stor blændeåbning

Hvis du laver dine optagelser håndholdt af langsomme motiver, er det en god idé at slå billedstabiliseringen til, hvis dit kamera og objektiv har det.

© Shutterstock

Lås fokus med AF til dyr

Dyremotiver laver ofte uventede bevægelser, og når de gør det, kan autofokus-systemet i dit kamera have svært ved at finde det punkt, hvor kameraet skal stille skarpt.

Du kan typisk hjælpe dit kamera på vej ved at kombinere dyre-AF med andre fokusmetoder, som fx Lock On AF: Expand Flexible Spot. Den kombination sørger nemlig for at låse fokus på dyrets øje, så længe kameraet kan identificere det. 

Mister kameraet et kort sekund låsen på øjet vil den i stedet låse fokus på dyrets hoved eller på kroppen.

>Læs også Autofokus-ordbogen: Få styr på de vigtigste begreber

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...