Windsurfer

Windsurfing kan give mange flotte actionskud.

© Shutterstock

Sådan skyder du vandsport

Sommeren byder på masser af actionfyldte fotomuligheder ved havet, og det kan meget vel blive dit næste sjove sommerprojekt. Her er vores bedste tips.

28. juni 2021 af Poul Siersbæk

En tur på stranden er ikke blot en mulighed for at nyde sol og vand. Mange af de actionfyldte aktiviteter, som foregår i vandlinjen, er nemlig oplagte motiver. Listen af aktiviteter er lang, og du kan afprøve dine evne som actionfotograf med alt fra fx hurtige vandscootere eller kitesurfere til mere rolige kajakker.

For at få en vellykket fotooplevelse ved vandet, er der flere ting, du kan forberede dig på. Dem gennemgår vi her.

Hvis du kender nogle af dem, som er aktive på vandet, fx en surfer, kan du aftale, hvordan du placerer dig i forhold til surferen. Har du en båd, kan du eventuelt fotografere fra den med et vandtæt kamera eller et kamera i et vandtæt hus. På den måde kan du komme helt tæt på, når surferen kommer susende forbi.

De fleste billeder tages som regel fra stranden, og her er det især dit udstyr, der sætter grænserne. Med en moderat zoom kan du fange start og afslutning, mens en lang tele med en brændvidde på 600 mm ikke er for meget til at fotografere surferne tæt på, når de er længere ude på vandet. 

>Læs også: Undgå problemer med hukommelseskortet

Jet ski

Vandscootere kan nå høje hastigheder, så her kræver det meget hurtige lukkertider.

© Shutterstock

Husk den hurtige lukkertid

For at få skarpe skud af motiver i bevægelse, har du brug for en hurtig lukkertid. Det har du både for at undgå rystelser, der let kan komme med lange brændviddder og for at sikre, at motivet står knivskarpt, trods høj fart.

Indstil kameraet til kontinuerlig autofokus, vælg blændeprioritet, A eller Av, på programhjulet og den størst mulige blændeåbning, fx 4.0 eller F5.6. Din lukkertid skal ligge på mindst 1/1500 sekund, hvis vandsprøjtene skal stå knivskarpt. ISO 400 giver mulighed for 1/2000 sekund og F5.6 på en solskinsdag.

Alternativt er det en fin idé at vælge manuelt program og Auto ISO, så kameraet selv regulerer lysfølsomheden, mens din lukkertid og blænde fastholdes.

Herunder gennemgår vi, hvilket udstyr du har brug for i forskellige situationer, og hvordan du klarer optagelsen bedst muligt.

>Læs også: Tag flotte sportsbilleder

Kitesurfer i modlys

Du kan opnå en dramatisk effekt ved at skyde motivet helt nede i vandlinjen.

© Shutterstock

Skyd billederne fra en båd

Er du ombord på en båd, så skyd fra lav højde, også gerne i modlys. Så får du hovedmotivet fanget tæt på vandspejlet, hvilket giver en dramatisk effekt.

Her har du brug for et kamera med et teleobjektiv, der dækker området 70-200 mm. Begge dele skal kunne klare vandstænk. Et vandtæt hus, som dykkerfotografer bruger, er optimalt, men der findes også vandtætte plasticposer til formålet, hvilket er en billigere løsning.

Surfbræt på strand

Husk også detaljer på stranden, der kan sætte sporten i perspektiv.

© Shutterstock

Fang motiverne tæt på stranden

Hvis du vil skyde fra stranden, kan du gå tæt på motiverne omkring start og klargøring ved et race.

Her skal du bruge et kamera med et objektiv som kan dække området 28-300 mm. Så kan du både lave vidvinkelskud og hurtigt zoome ind på detaljerne.

Windsurfer

Ofte kræver det kraftig tele at komme tæt på surfere på havet.

© Shutterstock

Få skarpe skud på lang afstand

Ofte er motiverne ved vandsport langt ude i forhold til stranden, og det gør udfordringen sværere. Skyd gerne fra lav højde for at være på niveau med fx surferen eller vandscooteren.

Du har brug for kraftig tele for at komme helt tæt på motiverne, hvilket vil sige et brændviddeområde på 400-600 mm. Her er et etbenet stativ en god hjælp, hvis du skal fotografere i længere tid. Gå ned i knæ for at være på niveau. Vær klar til at panorere, når motiverne er, hvor du ønsker de skal være.

>Læs også: Det skal du vide om actionkameraer

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...