Mødet mellem USAs præsidentpar, Joe og Jill Biden, og tidligere præsident Jimmy Carter.

Mødet mellem USAs præsidentpar, Joe og Jill Biden, og det tidligere præsidentpar Jimmy og Rosalyn Carter vækker stor opsigt. Biden-parret ligner nemlig kæmper.

© The Carter Center

Har du set billedet? Derfor ligner Biden-parret kæmper

Det er ganske normalt, at præsidenter mødes og snakker politik på tværs af generationerne, men billedet fra dette møde er alt andet end normalt. Biden-parret ligner nemlig kæmper i forhold til Carter-parret. Her er forklaringen.

Der var mange, der fik morgenkaffen galt i halsen, da de læste om mødet mellem USAs præsidentpar, Joe og Jill Biden, og den tidligere præsidentfrue Rosalyn Carter og præsident Jimmy Carter.

Det var ikke selve mødet, der fik folk til at spærre øjnene op, men derimod billedet fra mødet.

Størrelsesforholdet mellem det nuværende og tidligere præsidentpar er mildest talt enormt, men der er faktisk en fornuftig forklaring på det hele.

> Læs også: Langt væk eller tæt på? Sådan snyder perspektivet

Fotografen sov i timen

Der er en grundregel i fotografi, der fortæller at perspektivet ændrer sig med afstanden til motivet.

I denne situation har fotografen højst sandsynligt været meget tæt på parrene og derfor har han/hun valgt at bruge en kraftig vidvinkel. 

Men vidvinkelobjektivet er absolut ikke det mest optimale valg, da der forekommer en del forvrængning, når fotografen er tæt på motivet – og særligt når centrale elementer er placeret i siderne af billedet.

Fotografen, der dokumenterede mødet, har højst sandsynligt brugt et vidvinkelobjektiv som fx Nikon 14-24mm eller et Canon 16-35mm. 

Begge vidvinkelobjektiver er ekstremt populære blandt fotojournalister, der skyder portrætter, og som gerne vil tæt på deres motiver, selv om pladsen kan være trang – men det kan gå grueligt galt i visse tilfælde.

En af vidvinkelobjektivets væsentligste egenskaber er nemlig, at det forstørrer elementerne i siden af billedet – og det er her, fejlen skal findes.

Derfor er et vidvinkelobjektiv ikke det bedste valg i en sådan situation, da resultatet bliver, at størrelsesforholdet vil snyde gevaldigt.

> Læs også: Derfor skal du kende disse 5 brændvidder

Det skulle fotografen have gjort

Fotografen valgte med stor sandsyndlighed vidvinkelobjektivet, fordi pladsen var trang i det rum, hvor billedet skulle tages, men det havde været bedre at vælge et teleobjektiv eller et zoomobjektiv.

Et teleobjektiv eller zoomobjektiv trækker nemlig elementerne i billedet sammen, så det ser ud, som om personerne er tættere på hinanden og kameraet, end de egentlig er.

Det ville altså give et langt mere realistisk resultat, hvor størrelsesforholdet mellem personerne ville være naturtro, men fotografen ville derimod ikke få så meget af omgivelserne med.

Historien her er altså et godt bevis på, at selv om du står på præcis samme sted, kan du med forskellige brændvidder få vidt forskellige billeder.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...