OnePlus 8-telefoner

OnePlus 8 Pro kommer i tre forskellige farver: Onyx Black, Ultramarine Blue og Glacial Green.

© OnePlus

Nyheder fra OnePlus: Fire kameraer, trådløs opladning og hurtig skærm

OnePlus lancerer to nye modeller, flagskibet OnePlus 8 og luksusudgaven OnePlus 8 Pro, og begge er lovende på kamerafronten.

15. april 2020 af Sarah Marie Winther

Mindre end et år efter lanceringen af OnePlus 7-serien er den kinesiske producent nu på banen med næste generation af smartphones til konkurrencedygtige priser.

De to nye modeller er flagskibet OnePlus 8 og topmodellen OnePlus 8 Pro, og ligesom deres forgængere er de begge udstyret med et primært kamera med 48 mio. pixels og en specialdesignet Sony-sensor.

Den nye OnePlus 8 Pro har desuden tre yderligere kameraer. Et ultravidvinkelobjektiv med 120 graders synsfelt, et teleobjektiv med 3x optisk zoom og 30x digital zoom, og et kamera, der registrerer dybden i billedet og giver den såkaldte bokeh-effekt. 

> Læs også: Her er den bedste kameratelefon lige nu

Hurtig skærm og trådløs opladning

Den største nyhed er dog ikke kameraet, som også imponerede i 7-serien, men den 6,78 tommer store hurtige skærm i OnePlus 8 Pro, der har en opdateringsfrekvens på 120 Hz. 

Den anden store nyhed er muligheden for hurtig trådløs opladning af OnePlus 8 Pro. Ifølge producenten tager det kun 30 minutter at lade telefonen op med 50 procent. Både OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro understøtter desuden 5G. 

OnePlus 8 koster fra 5399 kroner, mens OnePlus 8 Pro koster fra 6999 kroner. De nye modeller er på markedet allerede nu. 

> Læs også: 6 ting du skal vide om kameraet i din telefon

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...