Nyt Olympus systemkamera OM-D E-M1X

Det nye OM-D E-M1X kamera fra Olympus har både vandret og lodret greb, så det også ligger godt i hånden, når man skal skyde billeder i højformat. 

© Olympus

3 grunde til, at du skal holde øje med det nye Olympus OM-D E-M1X

Olympus har netop løftet sløret for en ny model i OM-D-serien, E-M1X. Systemkamerart er proppet med fede muligheder – blandt andet en funktion, der gør dig i stand til at lave forrygende håndholdte optagelser.

24. januar 2019 af Sarah Marie Winther

Efter en lang periodes stilhed melder Olympus sig nu igen på banen – og denne gang har de medbragt det tunge skyts. Det nye flagskib i OM-D-serien, E-M1X, skal markere to ting: Olympus' 100 års fødselsdag og den japanske producents position på markedet for systemkameraer.

Kameraet, der benytter sig af Micro Four Thirds-teknologien, er blevet udstyret med utallige nye funktioner samt et helt nyt design, der gør, at E-M1X ligger fantastisk i hånden, uanset hvordan du vender det.

Det vil tilmed kunne betjenes i blinde, idet alle knapperne har forskellige størrelser og overflader, og dermed behøver du ikke flytte blikket fra motivet, når du skal skifte indstilling. Men det er langt fra den eneste nyhed, E-M1X byder på.

Nyt Olympus systemkamera OM-D E-M1X

Knapperne på OM-D E-M1X har fået et helt nyt design, og en af de fine detaljer er, at alle knapper er forskellige i størrelse og overflade. På den måde kan man betjene kameraet i blinde, hvis man har brug for at holde øjnene på motivet. 

1. Fremragende billedstabilisering

E-M1X er udstyret med en genudviklet såkaldt gyrosensor, der ifølge producenten giver verdens bedste kompensationsydeevne. 

Det betyder, at hvis du kombinerer kameraet med et objektiv fra Olympus' egen PRO-serie, vil billedstabiliseringen kunne kompensere for hele 7,5 lukkerhastighedstrin. 

Dermed vil du i mange tilfælde vil kunne fotografere helt uden stativ – også i svagt lys og med længere brændvidder. 

> Læs også: Skal jeg vælge systemkamera eller spejlreflekskamera? 

Nyt Olympus systemkamera OM-D E-M1X

OM-D E-M1X kommer med to batterier og mulighed for opladning via USB, så man fx kan tage en powerbank med på optagelse. 

© Olympus

2. Ny funktion til håndholdte optagelser

Med funktionen Tripod High Res Shot har fotografer tidligere kunnet tage billeder på op til 80 megapixel ved brug af kamerastativ. Men hvad hvis du befinder sig et sted, hvor det er umuligt at slå et stativ ud – fx i et tempel eller en jungle?

Svaret findes i E-M1X. Den nye funktion "Handheld High Res Shot" kan nemlig generere billeder på hele 50 megapixels uden tegn på bevægelsessløring.

Det foregår ved, at kameraet tager otte billeder, som det kombinerer i ét jpeg-billede ved hjælp af sensorforskydning. 

Nyt Olympus systemkamera OM-D E-M1X

Producenten lover, at støv-, stænk- og frostsikringen på OM-D E-M1X er verdens bedste. Dermed kan fotografer, der arbejder under voldsomme forhold, også være med. 

© Olympus

3. Intelligent motivregistrering

Autofokus-systemet i E-M1X er igen blevet udviklet fra bunden, og som noget nyt udnytter kameraet autofokusoplysninger fra gemte billeder for at aktivere hurtig sporing af uforudsigelige motivbevægelser og hastighedsændringer.

> Læs også: Sony Alpha6400 har verdens hurtigste autofokus

Derudover kan autofokussystemet nu automatisk registrere bestemte motiver ved at fokusere på og spore det optimale område, så man kan koncentrere sig fuldstændig om kompositionen, når man skyder. 

Indtil videre omfatter det motorcykler, racerbiler, tog og flyvemaskiner, men Olympus lover, at der senere hen vil komme flere typer motiver i en firmware-opdatering.

Af andre nyheder tæller blandt andet en "ND-filter"-funktion, der giver billedet samme effekt, som hvis man bruge et ND-filter til at få lange lukkertider. 

Effekten kan ses i søgeren, inden man tager billedet, og den kan indstilles til fem niveauer: ND2 (svarende til et lukkerhastighedstrin), ND4 (2 trin), ND8 (3 trin), ND16 (4 trin) og ND32 (5 trin).

Olympus OM-D E-M1X kommer i butikkerne fra slutningen af februar, og prisen vil ligge på 24.999 kr. for kamerahuset. 


Redaktionen anbefaler: Lækker kamerataske

Til ferien eller fototuren er en praktisk og rummelig skuldertaske en god investering.

I vores nye kamerataske er der et separat rum til din tablet, så du let kan have den med på tur og overføre billeder fra kameraet med WiFi.

Du kan få tasken med to numre af Digital FOTO for kun 49 kroner + porto. Tasken alene har en værdi på 399 kroner. Se tilbuddet her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...