Nu er det ikke længere bare telefonen, der skal bruge SIM-kort, men også systemkameraet. Det nye Samsung Galaxy NX har nemlig 3G og LTE-forbindelse til mobilnettet, så du med det samme kan lægge pletskud ud, så andre kan se dem. Og styresystemet i kameraet er Android i den nyeste version 4.2.

Det betyder, at man kan installere apps til fx billedbehandling og har adgang til blandt andet e-mail og kalender direkte i kameraet. Kameraet har indbygget gps, og ved hjælp af funktionen Photo Suggest kan det komme med forslag til steder at fotografere.

Galaxy NX har en cmos-sensor i APS-C-størrelse med 20,3 mio. pixels. Der er en hybrid autofokus, og man kan tage 8,6 billeder i sekundet. Lcd-skærmen er på 4,8 tommer, og den er naturligvis berøringsfølsom. Forløbigt er der 13 forskellige objektiver at vælge mellem til Samsungs NX-system, og kameraet sælges i kit med et objektiv på 18-55 mm for 12.000 kroner, når det kommer i butikkerne i august.