Der bliver oprustet grundigt på zoomfronten hos kameraproducenterne. Nu er Pentax klar med en afløser for det mere end to år gamle X90. Det nye kompaktkamera, som bærer navnet X-5 byder, på 26x optisk zoom, der dækker området 22,3 til 580mm. Billedchippen er en bagbelyst cmos-sensor med en opløsning på 16,0 mio. pixels.

Både i forhold til design og kameranavn lægger X-5 sig ganske tæt op ad spejlreflekskameraet K-5. Kamerahuset er nemlig udformet på samme ergonomisk venlige måde, hvor der er fine gummibelagte greb. X-5 har en fleksibel skærm på 3,0 tommer, som består af 460.00 punkter. Desuden har kameraet en elektronisk søger med en opløsning på 230.000 punkter.
Pentax X-5 har forbedret billedstabilisering og processor og kameraet kan optage video i Full HD. ISO-området går fra 100-6400. Der er mulighed for hurtige serieoptagelser med op til ti billeder per sekund. Desuden er der 12 digitale filtre, herunder Miniature- og Legetøjskamera, som giver kreative input til billederne. Kameraet forventes i handlen i september. Den vejledende udsalgspris bliver 1999 kroner.