Tiden er kommet til et generationsskifte blandt Adobes store programmer til billedredigering. Såvel Lightroom Classic som Photoshop er netop lanceret i helt nye versioner - Lightroom Classic v27 og Photoshop v15.
Der er store nyheder og betydelige opgraderinger at komme efter i begge programmer.
Automatisk rengøring
AI spiller en endnu større rolle i den nye version af Lightroom Classic.
Støv og pletter, forårsaget af urenheder på kameraets sensor eller på objektivet, registreres og fjernes nu automatisk med en ny AI-baseret funktion i Remove-værktøjet.
AI hjælper dig også med at markere sne i et billede, når du bruger Select Landscape-funktionen, og på lignende vis kan du nu vælge at markere skygger under Select Object.
Programmets evne til at registere og reducere genskin, når du fotograferer igennem glas, er ligeledes forbedret.
Smartere organisering
I organiseringen af dine billeder kan AI også assistere.
Med Assisted Culling kan du nu hurtigt kategorisere portrætter, baseret på om der er fokus på personen eller på øjet, om der er åbne eller lukkede øjne m.m., ligesom som du med autostacking kan gruppere billeder efter bl.a. visuel lighed og tidspunkt for skuddet. Programmet sorterer selv billederne efter de valgte parametre.
Højere præcision
Når du finredigerer farver, får du glæde af den nye Variance-skydeknap under Point Color. Den finjusterer det overordnede tone- og farveforløb i et billede.
Muligheden for at zoome ind under beskæring af dit billede gør desuden, at du kan klippe det til med finere præcision.
Højere ydelse
Ydelsen har også fået et boost, så programmet generelt er hurtigere og mere responsivt, både når du navigerer i billeder, og når du redigerer.
Dertil kommer understøttelse af nye kameramodeller og objektiver samt mulighed for at skyde med Leica-kameraer direkte fra programmet med tether-funktionen.
Intelligent opskalering
Photoshop er heller ikke blevet snydt for nye AI-funktioner. Generative Upscale, som vi fik forsmag på i en beta for et par måneder siden, er nu en officiel del af programmet og forbedret, så du kan opskalere billeder op til 5696 x 3798 pixels. Topaz, som er kendt for meget effektiv opskalering, har lagt AI-motor til funktionen, der forbedrer opløsningen på dit billede ved at tilføre flere detaljer.
En ny Harmonize-funktion sikrer mere harmonisk sammensmeltning, når du sætter to billeder sammen. Den kan vælges, når du arbejder med flere billeder oveni hinanden, og figurerer som et separat lag.
Vil du udvide et billede, er der nu mulighed for at vælge flere AI-modeller i funktionen Generative Fill. Du kan bl.a. gøre brug af Google Gemini 2.5 Flash og andre velkendte modeller, som dog ikke sikrer samme respekt for ophavsret som Adobes egen Firefly.
Der er desuden kommet et nyt justeringslag – Farve og vibrering – hvor du kan korrigere farvebalance.
Dyrere end sidste år
Lightroom Classic og Photoshop købes på abonnement. De kan fås enkeltvis eller samlet i Photography Plan, men uanset betalingsmodellen er de dyrere end sidste år. Photography Plan koster 186,25 kroner om måneden.





