Stort set alle nyheder er funderet i AI. Du kan skabe billeder fra bunden ved at skrive, hvad du ønsker, eller bruge AI til at generere baggrunde eller sætte elementer ind, hvor du ønsker. Det kan give effektfulde, om end langt fra altid fotorealistiske resultater.
Mere subtilt fungerer AI, når du bruger den til at fjerne elementer. Med Remove-værktøjet kan du male over det, der skal væk. Hvad enten det er en lygtepæl eller en person, sker det ofte med et overbevisende resultat. Til gengæld var funktionen Find People in Background ikke til megen nytte. På intet tidspunkt kunne den finde og fjerne personer i baggrunden, selv om vi gjorde mange forsøg.
Har du gamle papirbilleder med ridser og andre skavanker, kan Elements nu også restaurere dem, så de står skarpt igen. Værktøjerne til det finder man i sektionen Guided edits – en samling af små skræddersyede værktøjer, målrettet én bestemt type redigering, fra portrætter til sort-hvid, Orton-effect, dobbelteksponeringer og m.m. Der er kommet en række nye til i Elements 2026, som samlet set er en alsidig og langt henad vejen velfungerende løsning til hurtige redigeringsresultater.
PRIS:
775 kroner for en tre-årig licens