En af Lightrooms største udfordrere er danske Capture One, og i version 21 er der fyret ekstra op for konkurrencen. Med tips og forklarende videoer samt et lidt hurtigere workflow, fremstår den gode raw-konverter og organisator mere tilgængelig end før. Brugerfladen i Capture One kan tilpasses i højere grad end i Lightroom. Desuden er der virkelig mange muligheder for præcise justeringer med et meget fornemt resultat – også lokalt med masker. Det er endda muligt at arbejde i lag, hvilket man også må undvære i Lightroom.
Vi er også glade for den nye funktion Speed Edit. Her kan man justere fx skyggerne ved at holde S-tasten nede eller højlysene med A-tasten, mens man trækker med musen direkte på billedet – helt uden at bruge justeringspanelerne. Det er fint, når det skal gå stærkt.
Også den nye Dehaze-funktion fungerede godt, da vi skulle redde et trist og diset billede. Programmets akilleshæl er prisen, der i abonnement stadig er en del højere end Lightrooms. Der findes særlige versioner, der kan bruges til kameraer fra enten Fujifilm, Nikon eller Sony til 1705 kroner.
PRIS
2596 kr.