Programmet kan købes til evigt eje, eller du kan abonnere for 216 kroner om måneden.
Når det gælder seriøs billedbehandling på øverste hylde, er danske Capture One uden tvivl Lightrooms største konkurrent, og med version 22 cementerer Capture One sin status. Særligt to savnede funktioner er nemlig endelig kommet til. Det gælder den nye HDR-funktion, som kan sammensætte flere fotos med forskellige eksponeringer til ét billede med fine detaljer i både højlys og skygge. Resultatet er på samme høje niveau som Lightrooms.
Den anden gode nyhed er panoramaer. Det klares både med fotos i én og flere rækker over og under hinanden, hvis man vil sammensætte et foto med meget høj opløsning. Her klarede Capture One opgaven med både preview og en færdig dng-fil på 110 mio. pixels på tre minutter og 15 sekunder. Resultatet var imponerede godt. Lightroom gjorde det på tre minutter, men ikke med helt den samme detaljegrad.
Desværre benytter Capture One ikke kunstig intelligens i samme grad som Lightroom, og programmet kan ikke selv udfylde de tomme billedhjørner på panoramabillederne, som Lightroom kan. Da der heller ikke er automatisk beskæring, måtte vi selv klare det bagefter. Vi kunne også godt tænke os Lightrooms funktion HDR Panorama, der klarer de to opgaver på én gang. Vi var i øvrigt glade for den nye funktion, Auto Rotate, hvor man med et enkelt klik retter en skæv horisont.
Programmet ligner ellers sig selv med et meget stærkt organiseringsværkstøj og ikke mindst en suveræn raw-konverter. Her er der optimale betingelser, når eksponering, detaljer og farver skal optimeres. Det gælder fx de meget præcise farvehjul og de omfattende muligheder for at arbejde i lag og lokalt med masker.
PRIS
2595 kr.
Det syntes vi efter ...
10 minutter: Brugerfladen er ikke så overskuelig som Lightrooms.
5 dage: HDR- og panorama-funktioner gør det unødvendigt med flere programmer.
Dommen
+
Raw-konverter leverer detaljer i topklasse.
God organisering med mange muligheder.
Fine panorama- og hdr-funktioner.
Opdateres jævnligt.
–
Høj pris i forhold til Lightroom.