DxO PhotoLab 9

Der er intet program, der kan stramme raw-filer op som DxO PhotoLab, men de nye AI-funktioner kræver en stærk computer.

Indledning

DxO er kendt for nogle af de stærkeste værktøjer til at optimere raw-filer. Værktøjerne er blevet endnu mere præcise i PhotoLab 9, som er producentens komplette suite til fotoredigering.

Programmet fjerner støj og forbedrer skarphed med algoritmer tilpasset dit kamera og objektiv. De algoritmer kan nu anvendes lokalt, på separate elementer i billedet, og ikke bare på hele billedet som tidligere.

Læs mere

At markere dele, der skal optimeres, er gjort lettere med nye AI-funktioner. Med AI Mask kan du flytte musen over det element, du vil udvælge, eller trække en boks omkring det, så lægger masken sig automatisk. Det fungerer udmærket, især ved forholdsvis simple elementer. Du kan også vælge kategorier som baggrund, himmel, dyr, blomster, tøj m.m., så finder programmet disse, oftest med succes. Processen tager dog lang tid, og derudover oplevede vi en vis forsinkelse, når vi lavede justeringer i maskerne på vores iMac fra 2020.

Resultaterne kan dog ikke fornægtes. Når detaljer på en blomst, et dyr eller et andet element trækkes frem ved fx at skrue på Clearview eller Microcontrast, kan der opstå en uforlignelig dybde i billedet.

Her kan PhotoLab noget særligt. Programmets evne til at stramme fotos op og få detaljer til at træde knivskarpt frem er overlegen og et stærkt argument for at vælge det over fx Lightroom Classic.

Raw- og HEIC-filer fra iPhone understøttes nu også. De mest avancerede algoritmer til objektivkorrigering og støjreduktion kan dog ikke anvendes, men vi fik ikke desto mindre mobilbilleder, som var skarpere og mere veldefinerede i farver og kontrast, end vi har oplevet før.

PRIS

1790 kr.

2 hurtige om DxO PhotoLab 9

Nye muligheder for gruppeomdøbning gør, at du automatisk kan generere navne ved hjælp af bl.a. exif-data eller brugerdefineret tekst.

Lokale justeringer i et billedelement kan gemmes som et preset og kopieres til et andet billede, hvor de automatisk påføres et tilsvarende element.

Sådan gjorde jeg

Jeg åbnede billeder med forskelligartede motiver fra både kameraer og iPhone og testede programmets redigeringsfunktioner, især de nye muligheder for at lægge lokale AI-masker på elementer som blomster, dyr, mennesker m.m.

Her er min konklusion

Programmet har en enestående evne til at trække enhver blødhed ud af billeder, så de står forbløffende skarpt. Alene af den grund overvejer vi, om det skal erstatte Lightroom Classic på vores computer, men den sløve hastighed, når du arbejder med AI-masker, holder os tilbage.

Dommen

+

Teknologien til optisk korrigering er i en klasse for sig.

Lokale redigeringer kan løfte resultaterne markant.

AI-værktøjerne er generelt ret præcise.

Betydelige ventetider, når du redigerer med AI.

Brugerfladen kræver noget tilvænning.

Karakter

Specifikationer

8 GB ram (minimum)

32 GB ram (anbefalet)

30 GB harddiskplads