DxO PureRAW

Enestående program forbedrer raw-filerne.

DxO PureRAW er en intelligent raw-konverter, der fås til både Mac og pc.

Franske DxO har tænkt ud af boksen og lavet en helt ny programtype med PureRAW. Tanken er, at man importerer raw-billederne til PureRAW og optimerer dem næsten uden at røre en finger, inden man justerer videre i fx Lightroom. DxO har i forvejen den meget fine raw-konverter PhotoLab, og PureRAW bruger spidskompetencerne herfra – rettelse af optiske fejl og håndtering af billedstøj – til at lave bedre raw-filer, du kan arbejde med i andre programmer.

Brugerfladen er simpel. For at åbne en raw-fil trækkes den ind et stort felt på skærmen. Første gang registrerer programmet lynhurtigt, hvilket kamera og objektiv der er brugt, og spørger, om man vil hente passende profiler, så PureRAW automatisk kan rette optiske fejl. Det bør man gøre, for så udryddes blandt andet vignettering og fortegning.

Man kan vælge mellem tre metoder til behandling af billederne. Der er HQ, som er fint til fotos, taget under normale lysforhold. Her går støjreduktionen blidt til værks. Indstillingen PRIME benytter DxO’s fornemme støjreduktion og er god til motiver i svagt lys. Den er lidt mere tidskrævende. Den sidste metode, DeepPRIME, er vores klare favorit. Her kombinerer PureRAW den stærke støjreduktion med kunstig intelligens for at levere det bedste resultat. Her er detaljegengivelsen helt forrygende med en imponerende balance mellem støj og skarphed. Selv vores billeder på ISO 51.200 blev overbevisende flotte og bedre end man normalt kan få dem i Lightroom. Man kan gemme som jpeg eller i raw-formatet dng, så man efterfølgende har optimale justeringsmuligheder. Efter et par minutter er filen klar, og man har et meget bedre udgangspunkt end ellers, når man åbner den i fx Lightroom, hvor man også slipper helt for at justere støj.

Prisen er i den høje ende, men den betaler vi gerne. Desværre understøtter DxO ikke raw-filer fra Fujifilms X-Trans-sensorer.

PRIS
959 kr.

Det syntes vi efter ...

6 minutter: Brugerfladen er dejlig enkel at overskue.

5 timer: Ærgerligt, vi ikke kan bruge filer fra vores Fujifilm-kamera.

4 dage: Imponerende støjreduktion, vi nødigt vil undvære.

Dommen

+

Overbevisende detaljegengivelse.

Fornem støjreduktion.

Hurtigt og enkelt at arbejde med.

Kan ikke arbejde med Fujifilms raw-filer.

Ingen mulighed for selv at efterjustere.

Nærmeste konkurrent

Adobe Photoshop Lightroom Classic