Programmerne i ACDSee-familien er blevet udvidet med et helt nyt medlem. Det eksisterende ACDSee 18 har avanceret organisering og basal billedbehandling, mens ACDSee Pro 8 udover den avancerede organisering også indeholder raw-konvertering og vildere billedbehandling.
Nu kommer så ACDSee Ultimate 8, hvor du også kan arbejde med lag på samme måde som i Photoshop. Man kan altså smelte flere billeder sammen, bruge lagmasker til at afgrænse, hvilke dele af et lag som kan ses, og rykke rundt på rækkefølgen af lagene.
Ifølge det amerikansk/canadiske firma kan man dermed klare alle dele af billedhåndteringen i ét program i stedet for fx at organisere i ACDSee 18 og billedbehandle i Elements. Filer i lag kan gemmes i det nye acdc-format.
Der er også kommet et History-vindue, hvor man kan gå flere trin tilbage i billedbehandlingen, og man kan nemt se effekten af forskellige filtre, man påtænker at lægge på billederne.