Førsteklasses fotoprogram er nu helt gratis

Affinity tilbyder redigering på professionelt niveau. Det har før kostet mange hundrede kroner, men nu er programmet helt gratis. Læs her om funktionerne, og se hvordan du får det.

Affinity er et gratis redigeringsprogram der kan sammenlignes med Lightroom

Affinity kan nu fås gratis. Læs her hvordan.

Affinity Photo er kendt som et af de bedste programmer til billedbehandling og en stærk konkurrent til de populære programmer fra Adobe, Lightroom og Photoshop.

Sidste år blev Affinity købt af Canva. Det har nu udmøntet sig i en ny betalingsmodel, de færreste kan være utilfredse med. Programmet er i det grundlæggende blevet gratis, dog med mulighed for at købe sig til de mest avancerede funktioner.

Læs her, hvordan det fungerer, og hvad du skal gøre for at få det.

Er Affinity helt gratis?

Ja, den nye gratis model giver adgang til alle kernefunktioner i Affinity.

Det betyder, at både fotoredigering, RAW-arbejde, vektorgrafik, illustration og layout nu kan bruges uden betaling. Det eneste krav er en Canva-konto.

I praksis fungerer programmet som en samlet “alt-i-én”-løsning, hvor du kan skifte mellem bl.a. Pixel-, Vector- og Layout-værktøjer direkte i den samme app via såkaldte studios. Det gør arbejdsgangen både hurtigere og mere fleksibel sammenlignet med tidligere, hvor programmerne var adskilt i tre individuelle applikationer.

Hvilke funktioner i Affinity koster penge?

Selvom de centrale funktioner er gratis, tilbyder Affinity også betalte muligheder i form af avancerede AI-funktioner. Her taler vi blandt andet om generativ udfyldning, avanceret baggrundsfjernelse, automatiske masker og AI-baserede billedudvidelser. Disse kræver et betalt Canva-abonnement, men resten af appens professionelle værktøjer forbliver gratis.

Dermed fungerer modellen som en klassisk freemium-løsning, hvor alle kreative kan komme i gang uden betaling, men hvor krævende brugere kan udvide funktionaliteten efter behov.

Er Affinity bedre end Lightroom?

Når det gælder fotoredigering, er Lightroom naturligt at sammenligne med. Lightroom er stadig stærkere, når det kommer til katalogisering af store billedsamlinger, batch-håndtering og cloud-synkronisering. Til gengæld giver Affinity en fuldt professionel billededitor uden abonnementsomkostninger og har den fordel, at vektor- og layoutværktøjer er integreret direkte i samme app.

For fotografer, der ikke arbejder med store arkiver, kan Affinity derfor være et stærkere og langt billigere alternativ. For dem, der lever af store, organiserede fotoarkiver, er Lightroom dog stadig den mest specialiserede løsning.

Hvordan får jeg Affinity?

For at få Affinity skal du besøge Canvas downloadside og hente den samlede Affinity-app til Windows eller macOS. Installationen er gratis, og du får adgang til alle kernefunktioner, så snart du logger ind med en Canva-konto.

Har du ikke en konto i forvejen, kan du oprette den undervejs i installationen. Derefter kan du frit bruge Affinity til både fotoredigering, vektorgrafik og layout – uden abonnement og uden tidsbegrænsning.