Få dyrt kameratilbehør helt gratis

Mobilappen, der hører til dit kamera, kan give dig funktioner, som du normalt skal betale mange penge for. Læs her, hvordan du får det meste ud af appen, så du slipper for at hive pengepungen frem.

Med appen til dit kamera kan dog du udvide funktionaliteten i dit kamera uden at betale.
© Shutterstock

Til mange nyere kameraer hører en app, der kan hentes til mobiltelefoner. Med den kan man koble kameraet til telefonen, og det åbner op for en række muligheder, som man ellers skal købe dyrt udstyr for at få adgang til. Her har vi samlet de vigtigste funktioner.

Fjernbetjening til kameraet

Det kan være en stor fordel at kunne udløse kameraet på afstand, eksempelvis hvis det skal stå helt stille, eller hvis du selv vil være med i billedet.

Til det kan man tilkøbe en fjernbetjening til sit kamera, men priserne er ofte flere tusinde kroner, afhængig af mærket og funktionaliteten. Der er dog en smart løsning.

Kamerappen til din mobiltelefon kan nemlig bruges som en fjernudløser, endda med mulighed for at se billedet fra kameraet på mobilskærmen og samtidig justere indstillinger på afstand.

Appen til kameraet gør det muligt at aktivere udløseren på afstand.

Når du skyder med lange lukkertider, skal kameraet stå helt stille, og så er der behov for en fjernbetjening, hvis du ikke vil risikere at bringe kameraet i ubalance.

© Canon.

Lokalitetsinfo via gps

Det kan være smart at se, hvor dine billeder er taget, når de skal arkiveres. Nogle kameraer har gps indbygget, så informationen kommer med i billedets metadata. Det gælder især actionkameraer.

Ved at koble dit kamera til telefonen med den tilhørende app er det i mange tilfælde muligt at tilføje lokalitetsinfo til billeder via mobilens gps.

Er kameraet uden GPS, kan man udnytte mobilens GPS til at tilføje lokalitetsdata til sine fotos.

Mobilappen kan tilføje GPS-data til dine fotos, så du kan se, hvor de er taget.

© Canon.

Ekstern opbevaring uden kortlæser

Normalt kræver det en kortlæser at tømme hukommelseskortet for billeder, eller som minimum et usb-kabel til computeren. Via appen til dit kamera, er det imidlertid muligt at sende billeder fra kameraet til telefonen, så de opbevares her.

Det sker trådløst, via en direkte Wi-Fi-forbindelse, så du behøver hverken kortlæser eller kabel. Når du er på telefonen, kan du gemme billederne på online lagertjenester som iCloud eller Dropbox, hvis ikke du vil bruge lagerpladsen på din telefon.

Ofte kan man vælge, om der skal gemmes både raw-filer og jpeg-filer i fuld kvalitet, eller om man ønsker komprimerede jpeg-filer, som er nemme at dele på sociale medier.

Appen gør det muligt at overføre billeder fra kameraet til din telefon helt uden kortlæser eller ledning.

På appen kan man vælge de billeder fra kameraet, der skal overføres til mobilen.

© Canon.