Du ved sikkert, at lange lukkertider kan strække vand ud til flotte landskabsskud, men det er ikke altid muligt, særligt ikke i dagslys uden dyre filtre.
Den lange lukkertid giver meget mere lys til sensoren, og den laveste ISO sammen med en lille blændeåbning kan ikke altid forhindre et overeksponeret resultat.
Hvis du ikke har et kraftigt ND-filter, som holder lyset ude, kan det derfor være umuligt at få det silkebløde vand, som dit landskabsmotiv mangler.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Kræver mange billeder
Der findes en smart-metode, som du kan bruge, hvis du ikke vil bruge penge på dyre filtre eller har glemt dem, du har derhjemme.
Det eneste, det kræver, er, at du tager mange billeder hurtigt efter hinanden af dit motiv.
Du kan med fordel sætte dit kamera på stativ, da det gør arbejdet nemmere senere.
Brug en lille blændeåbning, fx F13 eller F16 på et full-framekamera eller F9.0-F11 på APS-C.
Indstil kameraet til den længste lukkertid, der er muligt ifht. lyset, og tag minimum 4 billeder efter hinanden.
Skab det glatte vand i Photoshop
Start med at importere billederne til lag i Photoshop.
Bruger du Lightroom, kan du markere billederne ved at klikke på det første og det sidste billede, mens du holder shift inde.
Højreklik og klik på Edit In fanen og klik herefter på Open as Layers in Photoshop.
Når du har importeret billederne til lag i Photoshop, skal du lave billederne om til et Smart Object.
Hvis du vil se før og efter-billede af effekten, kan du kopiere det nederste lag ved at trykke på CTRL og J samtidigt på tastaturet.
Det gør du ved at klikke på det øverste lag og og det nederste lag i højre side af skærmen, mens du holder shift nede.
Klik på Convert to Smart Object, og vent, mens computeren behandler lagene.
Nu er der kun et klik tilbage, og det finder du ved at trykke på fanen Layer øverst til venstre i programmet.
Klik dernæst på Smart Objects, Stack Mode og til sidst, vælger du Mean.
Nu har programmet lagt billederne sammen og udjævnet bølgerne i vandet.
Hvis du kopierede det nederste lag tidligere, kan du se før og efter effekten ved at klikke på det lille øje ved siden af det øverste lag.