Photoshops styrke er ikke traditionel redigering af fotos.
Dets evner på området er dog blevet bedre nu efter den seneste store opdatering.
Den rummer nemlig værktøjer, som effektivt kan stramme op i dine billeder. Blandt nyhederne er også forbedringer af afgørende AI-funktioner, som nu giver mere præcise resultater.
Her får du overblikket over de nye nye funktioner i Photoshop.
Indholdsoversigt
Stram op med Clarity
Når du redigerer billeder i Photoshop sker det med justeringslag. Du kan vælge blandt et udvalg, der svarer til de mest basale, du finder i fotoprogrammer som fx Lightroom. Essentielle værktøjer til klarhed og definition har imidlertid manglet, men det råder Adobe nu bod på. Den nye opdatering til Photoshop introducerer nye lag til Clarity og Dehaze.
Her kan du justere kontrast i mellemtonerne for at tilføre større definition samt kontrollere graden af tåge og anden sløring, der gør billedet fladt. Der er også et justeringslag til Grain, som giver mulighed for at tilføje korn, for at give billedet et mere råt og analogt udtryk.
Skarpere AI
Indhold genereret med AI, hvad end det gælder udfyldning, udvidelse eller fjernelse af elementer, leveres nu i højere kvalitet. Opløsningen er øget til 2K, detaljerne er finere og vi oplevede væsentligt færre af de mærkværdige fejl, der tidligere har præget den slags indhold.
AI-genererede elementer smelter desuden bedre sammen med resten af billedet i kraft af den større forståelse af lyssætning. Vil du minimere risikoen for fejlskud, kan du vælge et referencebillede, som programmet genererer indholdet ud fra. Det sker nu med langt større hensyn til geometri, skalering, lys, rotation, farver og perspektiv end tidligere.
Tekst i alle former
Mulighederne for at sætte tekst ind er også forbedret, dog indtil videre kun i beta-versionen af Photoshop. Her kan du prøve funktionen Dynamic Text, som gør det muligt at forvandle et tekstlag til cirkulære, buede eller krummede former. Vælg Dynamic Text og en form, så tilpasser og skalerer Photoshop automatisk teksten.
De nye funktioner er tilgængelige, når du går på Adobe Cloud og opdaterer Photoshop og Photoshop Beta.



