Nu kan du ikke længere beholde Photoshop Elements

Adobe har lavet om på licensen til Photoshop Elements 2025, så nu er programmet ikke længere dit for evigt.

Adobe Photoshop Elements 2025

Adobe Photoshop Elements 2025 har fået ny licens med begrænsninger.

© Shutterstock / Digital FOTO

Med det nye Photoshop Elements 2025 gemmer der sig en ærgerlig overraskelse for alle dem, der gerne vil købe et billedredigeringsprogram til evigt eje.

Ligesom de tidligere udgaver koster programmet 775 kroner, men med Photoshop Elements 2025 har Adobe lavet om på licensen til programmet. Du kan nemlig kun bruge programmet i tre år.

Tre år efter, at du har købt programmet, udløber licensen altså automatisk. Derefter vil du ikke længere kunne bruge Editor-delen, mens du stadig har adgang til organiseringsdelen Organizer.

Den nye begrænsning på tre år gælder dermed også for videoredigeringsprogrammet Premiere Elements 2025.

Blandt nyhederne i Photoshop Elements 2025 er muligheden for at male hen over fx en person, man vil fjerne i et billede. Ved hjælp af AI udfylder værktøjet Remove Tool området, så det matcher omgivelserne.

Remove Tool i Photoshop Elements 2025

Her har vi malet med værktøjet Remove Tool på personen i højre side. Efterfølgende fjernede Elements personen og udfyldte med noget, der passer ind i omgivelserne.

© Shutterstock / Digital FOTO

Photoshop Elements 2025 har også fået det nye filter Depth Blur, der bruger AI til at bedømme dybden i et billede, så du kan vælge, hvad der skal være skarpt, og hvad der skal være sløret.

Der er også et nyt værktøj, Der gør det nemt at skifte farver på objekter i dine billeder.