Grundkursus i Lightroom - del 2

Her får du anden del af vores populære grundkursus i Lightroom, som er tilbage i Fordelszonen i en ny udgave med bonusvideoer, hvor vi gennemgår nogle af nyhederne i programmet.

Her i anden del af vores videoserie med de grundlæggende funktioner i Lightroom tager vi fat i nogle af de lidt mere avancerede funktioner og går i dybden med, hvordan du bruger dem og får bedre billeder.

Du kan blandt andet se, hvordan du justerer i dele af billederne uden at påvirke resten, hvordan du får flere detaljer frem i billederne, og hvordan du justerer farver helt præcist.

Videoerne har tidligere ligget i Fordelszonen, og er nu endelig tilbage. Siden vi lavede videoerne, er der kommet nye funktioner til Lightroom, og derfor får du først to bonusvideoer, hvor vi gennemgår nogle af de største nyheder i Programmet. Det handler bl.a. om at arbejde med masker, så du kun påvirker særlige områder af billederne, og hvordan du nemt kan fjerne objekter i dine billeder. Der er også nyheder, når det gælder presets og støjfjerning i programmet.

Har du endnu ikke set Del 1 af vores grundkursus, kan du se det her.

Bonusvideo – Nye funktioner 1

Bonusvideo – Nye funktioner 2

Afsnit 1 – flottere lys med filtre

Med funktionerne Radial Filter og Graduated Filter kan du justere i dele af dine billeder og fx dæmpe en meget lys himmel, så der kommer flere detaljer frem. I denne video viser vi, hvordan du bruger funktionerne og får bedre billeder. I nye versioner af Lightroom ligger værktøjerne under ikonet Masking.

Afsnit 2 – perfekt justering af detaljer

Med Adjustment Brush kan du male justeringer af farver, lys, skarphed og lignende direkte på billedet i afgrænsede områder. I videoen her kan du se, hvordan du gør. Bemærk, at Adjustment Brush nu ligger under ikonet Masking.

Afsnit 3 – fjern pletter i billederne

Grimme pletter eller et skæmmende kabel kan ødelægge dit billede, men du kan fjerne dem med værktøjet Spot Removal i Lightroom. Her i videoen gennemgår vi indstillingerne og viser, hvordan du får de bedste resultater. Bemærk, at i nyere versioner af Lightroom hedder værktøjer Clone og ligger under ikonet Healing.

Afsnit 4 – bedre komposition med beskæringer

Lightroom giver dig ikke bare suveræne muligheder for at beskære dine billeder i forskellige formater, men hjælper dig i samme ombæring til en bedre komposition. Se mulighederne i videoen her.

Afsnit 5 – suveræne farver og flot sort-hvid

Du kan justere farverne ekstremt præcist i Lightroom, hvor du fx kan ændre de gule toner uden at påvirke resten. Det kan du se i videoen her, hvor vi også styrer, hvor lyse eller mørke de enkelte farver skal fremstå, når vi laver dem om til sort-hvid.

Afsnit 6 – professionelle udtryk i billederne

Se, hvordan du kan lave præcise justeringer af lys og kontrast med funktionen Tone Curve, og hvordan du kan lave farveeffekter som i Hollywood-film med Split Toning i Lightroom. Bemærk, at panelet Split Toning hedder Color Grading i nyere versioner.

Afsnit 7 – flotte effekter med flere fotos

I Lightroom kan du sætte flere fotos af en flot udsigt eller kontrastrige motiver sammen til imponerende panoramaer eller detaljerede HDR-billeder. I videoen her kan du se, hvordan du får de bedste resultater.

Afsnit 8 – nemmere justeringer

I Lightroom er der flere funktioner, der gør det nemt at lave avancerede justeringer. Du kan blandt andet genbruge nogle eller alle justeringer fra et billede på et andet eller bruge forindstillinger og gemme dine favoritredigeringer. I denne video gennemgår vi alle mulighederne.

Afsnit 9 – avanceret eksport

Vil du se dine justerede billeder fra Lightroom i andre programmer eller på andre enheder, skal de først eksporteres, og der er masser af muligheder for at vælge formater, kvalitet og navngivning, som vi gennemgår i denne video.

Afsnit 10 – vis dine pletskud frem

Se, hvordan du sætter billeder på et verdenskort, laver bøger, slideshows, websider og printer i Lightroom, så alle andre kan nyde dine billeder.