Ryd op i dit billedbibliotek på få minutter med gratis program

Det koster ingenting, men kan spare dig en utrolig mængde tid. Programmet digiKam sorterer, filtrerer og renser overflødige filer ud af dit fotobibliotek, så du altid kan finde dine pletskud.

© Shutterstock

En af de største udfordringer som fotograf - måske i virkeligheden den allerstørste - er at holde styr på sine mange billeder.

Når vi tømmer hukommelseskortet, har vi sjældent tid til at kategorisere vores skud, og så ender de lidt hulter til bulter på harddisken. Nogle billeder ender der måske endda i flere kopier.

Teknologien kommer dig heldigvis til hjælp. Programmet digiKam kan klare alt det kedelige arbejde for dig, så dine billeder er sorteret på et splitsekund.

Mange indgange til dine billeder

Programmet kan mange ting, men er bygget overskueligt op. I venstre side kan du vælge de mapper på computeren, som digiKam skal finde dine billeder i, du kan se en tidslinje over dine billeder søge på billedernes metadata og flere andre ting.

Det er også muligt at se på et kort, hvor billederne er taget, hvis de har gps-data. Programmet kan endda genkende ansigter, og det kan kategorisere dine billeder efter de personer, der er på dem.

Rydder op og holder orden i dine billeder

Programmet rummer mange værktøjer til vedligeholdelse og trimning af billedsamlingen. Det er bl.a. muligt at finde dubletter og slette dem, så du ikke har to af præcis samme billede, der fylder på disken. Tryk på værktøjer og vælg Find Duplicates.

Du kan også redigere tags og metadata samt oprette albummer for at kategorisere din billedsamling.

Når du klikker på Batch Queue Manager åbner et vindue, hvor du kan redigere store grupper af filer. Her kan du omdøbe dem for at give dem relaterede filnavne, og du kan konvertere raw-filer og gemme dem i et udvalg af populære formater. Der er også mulighed for at redigere, forskønne og dekorere den valgte billedgruppe.

Ved at oprette forskellige køer af billeder og behandle dem i fællesskab, kan man strukterere sin fotosamling, præcis som man ønsker det på relativt kort tid.

Det kan være en god idé at bruge programmet allerede, når du henter billeder ind fra dit kamera.

Når billederne importeres direkte fra kameraet eller fra et hukommelseskort kan programmet nemt kategorisere dem for dig i mapper og med tags.

Når billederne så skal videre i verden, er der desuden meget omfattende muligheder for at eksportere billeder til alverdens tjenester, herunder Google og Dropbox, Flickr m.fl.

Viser dine fotos på flere måder

digiKam fungerer også som en fortrinlig billedviser. Programmet kan vise billeder i fuld skærm, i form af slideshows og som overskuelige ikoner.

Programmet har desuden et udvalg af redigeringsfunktioner, herunder mulighed for at stable billeder og lave panoramaer.

Det er gratis og kan hentes til både Windows og Mac her.