Sådan tilpasser du brugerfladen i Photoshop Elements

Ligesom den professionelle udgave af Photoshop har en brugerflade, du kan tilpasse, kan du med nogle smarte tricks også skræddersy den mindre Elements-udgave.

Photoshop Elements brugerflade

Unødvendige faneblade og menuer i lagpaletten kan du fjerne med få klik.

© Adobe/Shutterstock/DigitalFOTO

Det kan være irriterende, at brugerfladen i billedbehandlingsprogrammet er fyldt med funktioner og menuer, man aldrig bruger.

I de fleste programmer kan du heldigvis rydde op og skabe mere overskuelighed. Det gælder ikke mindst i den professionelle udgave af Photoshop, men også den mindre Elements-udgave har fine muligheder for at tilpasse brugerfladen efter dine behov, så du får et nemmere workflow.

Her kan du se, hvordan du gør med nogle simple tricks.

Photoshop Elements – Custom Workspace

Custom Workspace gør det muligt at tilvælge sine favoritfunktioner.

© Adobe/Shutterstock/DigitalFOTO

Fjern unødvendige faneblade

Når du har åbnet Elements og arbejder i Expert-mode, kan du se paneler i to tilstande. Basic Workspace er standardindstillingen. Her kan du i den såkaldte Panel Bin forneden få adgang til fanebladene Layers, Effects, Filters, Styles og Graphics. De resterende findes under More.

Når du klikker på fx Layers vises lagpaletten, mens du får en oversigt over effekter, når du vælger Effects. Den anden tilstand er Custom Workspace, og her kan du flytte funktionerne op i faneblade, og udvælge præcis hvilke af funktionerne, du helst vil have hurtigt adgang til her. Samtidig kan du fjerne dem, du aldrig bruger.

Photoshop Elements - Interface

Du højreklikker blot på det faneblad, du vil fjerne, og vælger Close i rullemenuen.

© Adobe/Shutterstock/DigitalFOTO

Sådan tilpasser du paletten i Elements

Åbn Photoshop Elements, og vælg fanebladet Expert. Nederst ses funktionerne Layers Effects, Filters, Styles Graphics og More som standard. Klik på More.

I rullemenuen vælger du Custom Workspace. Nu er de fem funktioner forsvundet fra bunden. I stedet har de lagt sig som faneblade øverst i lagpaletten.

Bruger du fx aldrig Graphics, kan du erstatte den med en anden funktion, som du oftere bruger. Højreklik på funktionen, og vælg Close, hvorefter funktionen forsvinder.

Bruger du fx ofte funktionen History, kan den tilføjes som et faneblad. Klik igen på More. Vælg History i rullemenuen. Nu åbnes History i en boks. Klik på fanebladet History, og hold knappen nede, mens du trækker det over blandt de øvrige faneblade over lagpaletten. Nu har du samlet de vigtigste faneblade og kan lynhurtigt vælge dem.

Du vælger blot Basic Workspace, hvis du vil gå tilbage til standardvisningen.