Affinity Photo 2 fås til både Mac- og Windows-computere, og desuden kan man købe en version til iPad.
Leder du efter et billigt og avanceret billedbehandlingsprogram, er Affinity Photo 2 en fin løsning til både Mac og pc. Brugerfladen er overskuelig med værktøjer i venstre side og justeringsmoduler til højre. Der er dog ingen smarte smutveje, som med ét klik og kunstig intelligens klarer opgaverne for dig – du skal lave justeringerne på egen hånd.
Til gengæld får du mange professionelle redskaber. Det gælder fx de avancerede maskefunktioner, Luminosity Range, Hue Range og Band-pass, der oprettes som justeringslag. De kan fx bruges til at justere lys og kontrast i udvalgte områder eller udskifte en bestemt farvenuance. Med lidt øvelse fungerer det godt.
Der er fine muligheder for brugertilpasning. Vi kunne fx selv bestemme, at vi ville have Adjustments, Brushes, Layers og History fremme blandt justeringsmodulerne. Det er desuden fint, at justeringslag nu optræder med unikke ikoner for hver funktion i paletten Layers. Det giver et hurtigere overblik over, hvilke justeringer der er tilført.
Affinity Photo 2 kan ligesom forgængeren også håndtere raw-filer, men nu kan det endelig ske ikke-destruktivt og i 32-bit. Når en fil åbnes, sker det i arbejdsrummet med det lidt pudsige navn Develop Persona. Det minder om Lightroom og Camera Raw i Photoshop med tilsvarende skydeknapper. Du kan nu vælge at gemme justeringerne og tilknytte dem til filen, så du kan åbne den igen senere med de synlige raw-justeringer.
Det største minus er, at der ikke er noget organiseringsmodul. Det er ren billedbehandling, så du er nødt til at bruge et eksternt program eller nøjes med computerens stisystem.
PRIS
599 kr.
Det syntes vi efter ...
5 minutter: Værktøjer og skydeknapper er nemme at bruge.
3 dage: I vores workflow mangler vi muligheden for at organisere.
Dommen
+
Avancerede justeringsmuligheder og lag.
Raw-filer kan justeres ikke-destruktivt.
Virkelig god pris og uden abonnement.
–
Organisering er ikke integreret.
Få automatiserede funktioner.