Mand ved computer
© Shutterstock.com

Skal du vælge Lightroom eller Photoshop?

Lightroom og Photoshop er geniale billedredigeringsprogrammer, men de er vidt forskellige og optimeret til hver sine typer opgaver. Her hjælper vi dig til at vælge rigtigt.

8. april 2020 af Kristoffer Engbo

Både Lightroom og Photoshop hører til de allerbedste programmer, når du vil forbedre dine billeder ved computeren, og har du abonnement på det ene af programmerne, har du højst sandsynligt også det andet.

Adobe, som laver begge programmer, har nemlig de såkaldte Photography-abonnementer, hvor du får begge programmer til en attraktiv pris.

Men skal du så vælge det ene eller andet program, når du skal arbejde med billeder ved computeren? 

Det kommer helt an på, hvad du skal lave. Herunder gennemgår vi styrkerne i de to programmer.

Lightroom er til hele fotografens arbejdsgang

Lightroom er faktisk to programmer. Det ene hedder bare Lightroom og fås til computer, smartphones og tablets, hvor billederne, du henter ind i programmet, er synkroniseret mellem dine enheder.

Lightroom er en lidt mere simpel udgave af Lightroom Classic, som udelukkende er til computeren. Lightroom Classic er bygget til at klare alle fotografens opgaver ved computeren lige fra import af billeder til fremvisning på internet eller print.

Når billederne er importeret til programmet, kan du organisere dem i samlinger, tildele søgeord, farvemarkere og meget andet, så de er nemme at finde igen.

>Se også: I videoserien “Grundkursus i Lightroom” gennemgår vi alle de grundlæggende funktioner i Lightroom Classic. Se serien her.

Lightroom Classic

Lightroom Classic er inddelt i moduler til blandt andet organisering og justering. Her i justeringsmodulet Develop er alle vigtige justeringer samlet i panelet til højre.

Og så er Lightroom Classic strømlinet til, at du hurtigt og effektiv kan forbedre lys, kontrast, farver, skarphed og andre billedjusteringer. 

Der er omfattende muligheder, så du kan få billederne til at se ud præcis, som du vil.

Lightroom bevarer originalerne

Desuden kan du arbejde med mange billeder ad gangen i Lightroom, så du justerer en bunke fotos på samme tid. 

Alle justeringer ligger i Lightrooms database, så originalbillederne ændres ikke. Du kan altså altid vende tilbage til originalen.

Derfor skal du også eksportere billederne, hvis du fx vil se dine justerede fotos i andre programmer. Heldigvis kan du eksportere mange billeder på én gang.

Lightroom Classic er altså optimeret til at organisere og forbedre dine fotos, men du kan ikke lave manipulationer, indsætte tekster og lave andet grafik. 

Her skal du have fat i Photoshop.

Photoshop kan klare det hele

I Photoshop arbejder du med et enkelt billede ad gangen, som du åbner, justerer og gemmer igen.

Der er ingen organiseringsmuligheder som i Lightroom, men når det handler om redigering af billeder, har du de samme muligheder – plus en hel masse ekstra. 

Det foregår bare på ét billede ad gangen, og derfor er det ikke så effektivt, som Lightroom, når du har et hukommelseskort fyldt med fotos.

Manipulation i Photoshop

I Photoshop kan du arbejde i lag, så fx en person ligger som et fritlagt billede i sit eget lag oven på en baggrund. Dermed kan du fx flytte personen, uden at baggrunden flytter sig.

© Shutterstock.com

Til gengæld kan du arbejde i lag og lave fritlægninger, hvor du sætter personer ind på en ny baggrund, eller lave vilde manipulationer. Du kan også lave kunstneriske effekter og stort set alt andet, du kan tænke dig, med dine billeder.

>Se også: Som abonnent på Digital FOTO kan du hente vores e-bog “Bliv bedre til Photoshop” med 24 kurser, hvor du blandt andet lærer vilde manipulationer. Hent e-bogen om Photoshop her.

Sådan bruger vi Lightroom og Photoshop

Her på redaktionen bruger vi primært Lightroom Classic, hvor vi hurtigt og effektivt kan organisere, justere og gemme mange billeder ad gangen.

Når vi så har brug for at lave fritlægninger, grafikker, manipulationer, tilføje tekster og lignende, åbner vi billederne i Photoshop. 

Find dit næste billedredigeringsprogram i bladet

Der er mange andre gode redigeringsprogrammer end Lightroom og Photoshop, og i Digital FOTO nr. 6/2020 tester vi otte billedredigeringsprogrammer, der lige som Lightroom er optimeret til fotografens arbejdsgang. 

Herunder kan du se, hvilke programmer der er med i testen.

Programmer i testen

ACDSee Photo Studio Professional 2020

Adobe Lightroom Classic

Cyberlink PhotoDirector 11 Ultra

DxO PhotoLab 3 Elite

Exposure Software Exposure X5

ON1 Photo Raw 2020

Phase One Capture One Pro 20

Skylum Luminar 4.1 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...