Skylum Luminar AI

Verdens sjoveste billedredigering.

Ifølge Skylum er Luminar AI det første billedredigeringsprogram, der er fuldt baseret på kunstig intelligens. Den gør det nemt at indsætte imponerende effekter og gøre billederne flottere.

Programmet kan blandt andet registrere personer, og med skydeknapper kan man gøre dem slankere eller kraftigere, hvilket ofte fungerer overbevisende. I landskaber kan man indsætte dis og tåge med et realistisk resultat, da intelligensen tager højde for dybden i billedet. Der er også en ny intelligent beskæring, men vi foretrækker selv at beskære, da der er en del svipsere.

Som i Luminar 4 kan man med kunstig intelligens udskifte himlen eller indsætte objekter, som fugle eller Månen på en troværdig måde. Luminar AI finder selv ansigtstræk, som nemt kan redigeres, og nu kan man også skifte øjenfarve med få klik og et overbevisende resultat.

Luminar AI er desuden et stærkt redigeringsprogram, hvis du selv vil forbedre lys, farver og meget andet, men det er den kunstige intelligens, som gør det til en favorit, da man næsten ikke kan lade være med at lege med de mange sjove muligheder.

PRIS
589 kr.