Indledning
Er du skeptisk overfor at blande AI ind i din billedredigering, er Luminar Neo næppe for dig. Modsat Lightroom, som trods en vis tilstrømning af AI-funktioner, fortsat har sine rødder i klassisk billedredigering, er Luminar gået fuldt ind på kunstig intelligens. Automatiserede AI-funktioner, som med få klik laver radikale ændringer, optræder på lige fod med almindelige manuelle funktioner til redigering af eksponering og farver med mere.
Der er rigtig mange muligheder i Neo. Du kan bl.a. lave automatiseret beskæring, optimering af himmel, kreative effekter til justering af lysfaldet og endda totale udskiftninger af sol, skyer med mere. Der er også forindstillinger, der udfører en komplet redigering med et enkelt klik. Justeringerne er baseret på en intelligent analyse af dine fotos og tilpasses billedet. Ofte med overbevisende resultater.