Topaz Photo AI 2

Intelligent program skærper dine fotos.

I panelet til højre kan du vælge, hvilke opgaver programmet skal håndtere – fx at øge skarpheden.

I Photo AI 2 har Topaz samlet programmerne DeNoise AI, Sharpen AI og Gigapixel AI i én pakke, så du i samme åndedrag kan reducere støjen, optimere skarpheden og øge opløsningen. Photo AI 2 bruger kunstig intelligens og klarer de fleste opgaver for dig. Når du åbner en raw- eller jpeg-fil, tjekker det, om der skal korrigeres for objektivfejl. Det finder også hovedmotivet, opdager ansigter og registrerer støj og sløring. Herefter kommer det med sit bud på et optimalt resultat. Det tager cirka 15 sekunder.

Du kan vælge, hvor kraftigt der skal tages fat, og du kan male områder fri for justering. Som noget nyt kan du også justere farver og lys. En raw-fil på 26 mio. pixels blev behandlet og gemt som jpeg på 20 sekunder, hvilket er fint.

Siden første version har Lightroom fået funktionen Denoise, der giver lidt finere detaljer og renere flader end Topaz, der dog gør det godt. Lightrooms funktion kan dog udelukkende arbejde med raw. Med Topaz kan du også justere jpeg.

Sharpen-funktionen er imponerende god. Vores slørede actionfotos klarede Topaz så overbevisende, at ulæselig tekst blev læsbar. Funktionen Upscale rummer også flere muligheder end Super Resolution i Lightroom. Du kan både arbejde med jpeg og raw, og i stedet for en fordobling kan du fx forstørre et foto seks gange. Det er perfekt til gamle fotos i lav opløsning, og Topaz gør det godt.

Photo AI 2 er altså et godt supplement til et større redigeringsprogram og udfører sine specialopgaver flot. De tre programmer kan stadig købes enkeltvis, så du kan spare penge, hvis du udelukkende har brug for én af funktionerne.

PRIS

1390 kr.

Dommen

+

Hurtig og automatiseret justering.

Nem og overskuelig brugerflade.

Flot håndtering af uskarphed og støj.

Klarer mange filtyper.

Færre justeringsmuligheder end i de enkelte programmer.