For kort tid siden blev vinderne af den prestigefyldte konkurrence World Press Photo afsløret.
De fleste af vinderbillederne blev offentliggjort sammen med informationer om de kameraer, de var taget med.
Den spanske hjemmeside Photolari indsamlede efterfølgende informationerne og lavede en statistik, som gør det nemt at se, hvilke kameraer, der dominerer konkurrencen.
Og modsat de sidste par år er det faktisk Nikon, der dominerer dette års konkurrence.
51,5% var Nikon-brugere
Hele 51,5 procent af vinderbillederne blev taget med et Nikon-kamera, mens 29,9 procent blev taget med et Canon.
Sidste år var det stort set omvendt – her stod der Canon på 55,5 procent af kameraerne, mens der stod Nikon på 30,55 procent.
Derudover stod Fujifilm for 6,2 procent af billederne i år, mens Sony stod for 5,1 procent. Pentax og droneproducenten DJI udgjorde de resterende procent.
Blandt de kameramodeller, der blev brugt til at tage vinderbillederne, stod det lige mellem Nikon D5, Nikon D810 og Canon EOS 5D Mark III i popularitetskonkurrencen.
Derefter kom Nikon D800E og Canon EOS 5D Mark IV, skarpt efterfulgt af Nikon D4s, som var det kamera, fotojournalisten Ronaldo Schemidt havde i hænderne, da han tog verdens bedste pressefoto.
Spejlrefleks hitter stadig
Photolari har også kigget på de forskellige kameratyper, der blev brugt.
Selvom de spejlløse systemkameraer stiger i popularitet, dominerer spejlreflekskameraerne stadig hos de professionelle fotojournalister.
I 2018 udgjorde systemkameraerne sølle 11,3 procent, mens spejlreflekskameraerne udgjorde 83,5 procent. Det er dog en stigning fra sidste år, hvor systemkameraerne udgjorde 5,55 procent.
Vi regner da også med, at de vil være endnu bedre repræsenteret næste år.
Få vinderfotografernes hemmelige tips i Digital FOTO
En af de bedste måder at blive bedre til at fotografere på, er ved at aflure andre fotografers metoder.
Derfor går vi i Digital FOTO nummer 8/2018 helt tæt på vinderbillederne fra Wildlife Photographer of the Year, som er en af verdens mest prestigefyldte fotokonkurrencer.
Vi analyserer 79 vinderbilleder fra de sidste fem år og kigger både på mærker, modeller og indstillinger. Samtidig får du hemmeligheden bag de fem overordnede vinderbilleder samt tips til, hvordan du kan gøre vinderne kunsten efter.
Køb magasinet i din bladbutik eller tegn abonnement. Som abonnent får du med det samme adgang til det aktuelle blad og de ni seneste blade i vores magasinapp Wype.
Lige nu får du to numre af Digital FOTO og vores store kursusbog til billedbehandling "100 tips og kurser" for kun 49 kroner. Se tilbuddet her.