Tina Kragh er 52 år og laver nærskud i en klasse for sig.
Det ligner makro, men det er det ikke helt. Tina bruger nemlig mellemringe og lange objektiver til at fange sine billeder.
Hun købte mellemringe i 2021, fordi hun på daværende tidspunkt var i tvivl, om makro var det rigtige for hende.
Herudover har hun også brugt sit 70-300 mm på stativ til at få flotte nærskud.
Hun fik for alvor blod på tanden, da et af hendes makrolignende nærskud blev Månedens Læserskud i Digital FOTO nr. 12/2022.
Tina benytter ofte en farvet baggrund, som fx kan være et stykke pap eller lignende, som hun har fundet på forhånd.
For at få en fin spejling hælder hun vand i en skål eller dyb tallerken og tilsætter frugtfarve for at ensarte farven.
Motivet fastgør hun fx med lidt elefantsnot, som var tilfældet med mælkebøttefrøet øverst i artiklen.
Hun sætter kameraet på et lille bordstativ og indstiller fokus og eksponering manuelt. Billedet tages med kabeludløser.
Hun bruger en trådløs flashtrigger, som gør det muligt for hende at arbejde med eksterne flashlamper.
Dem placerer hun typisk, så de peger mod baggrundspappet, men ofte eksperimenterer hun også med andre vinkler.
Billederne overfører Tina til computeren for derefter at lave grundlæggende justeringer i farvemætning, lys, skygge, kontrast og skarphed.
Hvis hun opdager små irriterende pletter eller “snavs”, fjerner hun det i Photoshop.
Når billedet er færdigredigeret, finder Tina på en poetisk titel. Fx hedder billedet øverst i artiklen “Vandstråler”.
Hun føjer løbende til sin billedserie, som kan ses i sin helhed på hendes hjemmeside.
ER DIT PROJEKT DET NÆSTE?
Alle kan deltage, og vi sætter en spændende præmie på højkant, der afsløres senere.
Send billede(r) og et par linjer til redaktionen@digitalfoto.dk, og skriv “Årets Læserprojekt 2023” i emnefeltet.