Vinderprojekt i verdens største fotokonkurrence handler om Danmark

Knap 400.000 billeder har juryen øjet igennem i den verdensomspændende internationale fotokonkurrence, Sony World Photography Awards. Vinderen blev et projekt, hvor fransk fotograf har rettet spotlyset mod dansk historie.

Naja Lyberth var den første, der i 2019 delte sin historie. Bagefter fik hun en række henvendelser fra andre, der havde været igennem det samme. Fotograf Juliette Pavy har dokumenteret Naja og andre kvinders historie om spiralopsætning under tvang i sit prisvindende projekt.

© © Juliette Pavy, France, Photographer of the Year, Professional competition, Documentary Projects, Sony World Photography Awards 2024

Digital FOTO var med i London, da vinderen af verdens største fotokonkurrence blev fundet.

Næsten 400.000 billeder fra amatører som professionelle fotografer fra i alt 220 lande har i år ramt juryens bord i Sony World Photography Awards 2024.

Der er fundet førstepladser i ti professionelle underkategorier, og blandt dem skulle den overordnede vinder findes.

Her blev det Juliette Pavy fra Frankrig, der løb med den helt store pris.

Det gjorde hun med projektet “Spiralkampagnen: Forced Contraception and Unintended Sterilisation of Greenlandic Women", som handler om, hvordan danske myndigheder mellem 1966 og 1975 tvang op mod 4500 inuitkvinder og -piger til at få opsat spiral for at kunne kontrollere tilvæksten af inutitter i samfundet.

Præmieoverrækkelse

Juliette Pavy tager imod sin pris i London.

“Jeg har altid fulgt med i nyheder fra Grønland og arktiske områder, og en dag så jeg en lille notits i en fransk avis. Det fik mig til at tage til Grønland og begynde projektet," fortæller Juliette Pavy, som studerer fotojournalistik i Paris.

Historien blev første gang afdækket i Danmark i 2022 i DR's podcastserie “Spiralkampagnen", som samme år også vandt for “Årets fortælling".

Dokumentarserien består af en række forskellige typer billeder, herunder gamle portrætter, billeder fra Nuuk, røntgenbilleder, billeder af danske folketingsmedlemmer, der undersøger sagen i dag, og mange flere.

Her er vinderne i andre populære kategorier

I kategorien “Wildlife and Nature" gik sejren til græske Eva Berler med en lidt utraditionel billedserie af spindelvæv.

“Det startede med et spindelvæv på altanen, og så gik jeg ellers på jagt i nærområdet," fortæller Eva Berler, som blev fascineret af de små universer, hvor tid og handling var frosset fast.

Edderkoppespind

Ifølge Berler virker spindene som et spejl på vores inderste frygt og håb.

© © Eva Berler, Greece, Finalist, Professional competition, Wildlife & Nature, Sony World Photography Awards 2024

Valery Poshtarov fra Bulgarien vandt både mange publikumshjerter og kategorien Portrætter med sine kærlige portrætter af fædre og sønner fra hele verden.

“Nogle af disse fædre og sønner holder i hånden for første gang i årevis, nogle endda for første gang i livet. Det er et stærkt øjeblik, ofte fyldt med tøven og endda modstand," fortæller Poshtarov, der har rejst igennem Bulgarien, Georgien, Tyrkiet, Armenien, Serbien og Grækenland – og stadig arbejder på sit projekt.

Far og søn i Bulgarien

Poshtarov håber, at resten af verden vil følge trop og holde i hånd. Her er det far og søn fra Bulgarien.

© © Valery Poshtarov, Bulgaria, Finalist, Professional competition, Portraiture, Sony World Photography Awards 2024

Et infrarødt kamera blev brugt til billeder fra et fjernt område i Kasakhstan, hvor Sovjetunionen mellem 1949 og 1989 lavede mere end 450 tests med atomvåben, fordi det netop er med et infrarødt kamera, at man kan se, hvor giftige områderne i landskabet er.

Manden bag billedserien, der vandt i kategorien Landskab, er Eddo Hartmann fra Holland, der også har brugt mennesker i hvide beskyttelsesdragter for at skabe skala i billederne.

Her kan du se de nordiske bidrag, der klarede sig bedst.

(artiklen fortsætter under annoncen)

Landskab i Kasakhstan

Manden er i færd med at måle strålingen i det storslåede kasakhstanske landskab.

© © Eddo Hartmann, Netherlands, Finalist, Professional competition, Landscape, Sony World Photography Awards 2024

Drone lyste vinderbillede op

Den overordnede vinder af den åbne kategori blev Liam Man, som har fotograferet det enestående landskab “Old Man of Storr" i Skotland, som længe har været på hans liste.

“Jeg lyste selve bjerget, som ellers var helt mørkt på forsiden, op med led-lys, som jeg spændte på min drone. Det er svært at se i billedet, men der er faktisk 100 meter mellem bjergtoppene, så jeg måtte have dronen op fire gange.

Jeg har stacket billederne efterfølgende," fortæller Liam Man, som også forklarede, at de røde farver i landskabet bagved kom efter en voldsom storm.

Bjerg i Skotland

Liam Man havde kun få minutter til at skyde billedet af bjerget i Skotland, før månen ville lyse for stærkt.

© © Liam Man, United Kingdom, Winner, Open Competition, Landscape, Sony World Photography Awards 2024

Hæder til ikonisk fotograf

Igen i år blev der givet en pris til en fotograf, der har gjort noget særligt for fotografi gennem sit liv, og den gik til den verdenskendte brasillianske fotograf og fotojournalist Sebastião Salgado.

(artiklen fortsætter under annoncen)

Oliefelter i Kuwait

Et af Salgados ikoniske billeder fra Kuwaits oliefelter taget i 1991.

© Kuwait, 1991. © Sebastião Salgado

80-årige Salgado var i den grad en, der kunne få fotografer fra hele verden op af stolen for at forevige den populære herre, som fortalte om sit liv med fotografi og kom med diverse kloge og sjove bemærkninger, bl.a.:

“Jeg kan slet ikke finde ud af at fotografere i farver."

(artiklen fortsætter under annoncen)

Få fotografer kan måle sig med Salgado, der derfor også fik prisen “Outstanding Contribution to Photography".

De vandt også

Herunder kan de øvrige vindere ses.

Federico Scarchilli vil med sine billeder sætte fokus på, hvordan planter og urter stadig i dag spiller en stor rolle i produktionen af medicin.

Den særlige Melipona-bi kan ikke stikke, men anses til gengæld som hellig af Maya-folket. I marts 2023 oplevede flere end 100 bi i Hopelchén, Campeche i Mexico, at deres bier var blevet forgiftet – og deres levegrundlag dermed fjernet. Mahé Elipe fra Frankrig har dokumenteret en gruppe Maya-folk, der forsøger at holde liv i den gamle tradition og kæmpe imod en omfattende opdyrkningen af land i området.

Surfing i Island

Vinderen i Sportskategorien blev franske Thomas Meuron med projektet Kald Sòl, som er en billedserie i sort-hvid fra Island, der dækker fænomenet at surfe om vinteren.

© © Thomas Meurot, France, Finalist, Professional competition, Sport, Sony World Photography Awards 2024
Kvinde med papirudsnit

Sujata Setia vandt den kreative kategori med portrætter, som blev printet på tyndt papir og ridset i mønstre med en kniv, for til sidst igen at blive affotograferet i en tæt beskæring. Projektet er inspireret af en gammel asiatisk torturform, lingchi – død ved tusind snit, og handler om vold i hjemmet.

© © Sujata Setia, United Kingdom, Finalist, Professional competition, Creative, Sony World Photography Awards 2024
Stue i Filippinerne

Siobhán Doran fra Irland har skudt en række billeder af filippinske stuer i historiske huse, der er bygget med pengene fra sukkerproduktion.

© © Siobhán Doran, Ireland, Finalist, Professional competition, Architecture & Design, Sony World Photography Awards 2024
Transkønnet kvinde

Målet med billederne, som er fra forskellige projekter, er at vise livet for forskellige minoriteter, bl.a. transkønnede. Jorge Mónaco fra Argentina vandt kategorien Portfolio.

© © Jorge Mónaco, Argentina, Finalist, Professional competition, Portfolio, Sony World Photography Awards 2024