Nordens mest fotogene fugl - Her er vinderen

Efter flere måneder med nomineringer og læserafstemning er vi nu fremme ved den store kåring af den fugl, som vores læsere finder mest fotogen. Kampen var hård, men vinderen er både sikker og fortjent.

Siden januar har vi haft ekstra fokus på fugle her i Digital FOTO. Fugle er nemlig et af de mest populære motiver blandt vores læsere, så vi satte os for at finde ud af, hvilken fugl der er mest populær blandt hobbyfotografer.

Vi bad i første omgang fire professionelle fuglefotografer om at nominere deres favoritter. Fotograferne var svenske Staffan Widstrand, Floris Smeets fra Norge, finske Mikko Oivukka og danske Carsten Siems. Derefter kunne læserne nominere deres egne bud, og det blev sammenlagt til 21 nominerede fugle, som læsere i hele Norden kunne stemme på, og hvor resultatet nu er klar til offentliggørelse.

Overraskende mange læsere har deltaget i afstemningen i både Danmark, Sverige, Norge og Finland, og selv om der er mange forskelle de enkelte lande imellem, fik den vindende fugl flest stemmer i tre ud af fire lande. Det er med andre ord en fortjent vinder, der flyver med titlen som Nordens mest fotogene fugl.

5. Sneugle

En af Skandinaviens sværeste arter at fotografere kom lige akkurat med i top fem tæt efterfulgt af stor flagspætte, der blev nummer seks. Den smukke ugle var klart mest populær blandt finske læsere, og den opnåede i alt knap syv procent af alle stemmer på tværs af de fire lande.

4. Havørn

Nordens største rovfugl med det imponerende vingefang blev en stensikker vinder blandt de norske læsere. Den var også rimelig populær i Danmark, men svenske og finske læsere stemte anderledes. Dermed må den prægtige ørn nøjes med en fjerdeplads i det tætte og meget fotogene felt.

3. Dompap

Blandt de fem fugle med flest stemmer er dompappen den eneste, der ses i vores haver. Den lille fugl er da også smuk med sin rosarøde underside. Der er i øvrigt ganske få stemmer op til andenpladsen, så en af de mindste fugle blandt de 21 nominerede har klaret sig ganske flot i afstemningen.

2. Lunde

Fuglen med næstflest stemmer er charmerende, sky, farverig, karismatisk og samtidig en sej overlever i nogle af verdens mest brutale havområder. Den fik mange stemmer i alle fire lande, men var ikke overraskende mest populær i Norge, hvor den kun blev overgået af havørnen.

1. Isfugl

Den smukke vinder blev nomineret af læserne og viste sig at flyve hele vejen. Den fik næsten hver sjette stemme og fik flest stemmer i tre ud af fire lande. I Norge opnåede den endda en flot fjerdeplads. Stort tillykke til isfuglen med titlen som Nordens mest fotogene fugl.

Som afslutning på årets store fuglekåring har vi også kørt en fuglefotokonkurrence. Dommerpanelet bestående af bl.a. fotografen Staffan Widstrand og Digital FOTOs chefredaktør, Klaus Nygaard, er i fuld gang med at gennemgå de mange indsendte billeder fra læserne, og vi kårer de bedste i nr. 19, der udkommer i november. Der er præmier fra Sony for næsten 70.000 kroner.

Blandt præmierne i fotokonkurrencen er et Sony A7R V med fugleøjefokus og et objektiv på 200-600 mm, så man kan komme helt tæt på de flyvende motiver. Kameraet har også en forrygende søger og en høj opløsning på 60,2 mio. pixels.