Hvordan skyder jeg fodbold?

SPØRGSMÅL: Via min nevø er jeg blevet spurgt af hans fodboldklub, om jeg vil fotografere under hans holds kampe til forældrene og klubbens hjemmeside. Men det er slet ikke så let. Jeg har et Canon EOS 80D med et 70-300 mm-objektiv samt en 18-55 mm-optik. Hvad kan jeg med det udstyr?

SVAR:
Du kan nå rigtig langt, specielt hvis du holder dig til kampe spillet i godt lys. Du skal nemlig køre på lukkertidsprioritet på 1/1000 sekund eller kortere, og det vil ofte presse din Auto-ISO højt op. Vælg kontinuerlig autofokus målt i billedmidten, og sæt kameraet på serieoptagelse. Undgå raw, der gør dit kamera langsomt ved action, og vælg bedste jpeg-kvalitet. Tag masser af billeder af højdepunkterne, men skyd også de mere rolige situationer, så du har noget at vise frem, hvis højdepunkterne smutter. Husk at møde op med masser af plads på kortet og opladet batteri. Sortér dine billeder med hård hånd, når du kommer hjem.

Stil dig i den ende af banen med det meste spil og så vidt muligt med solen i ryggen. Skift placering undervejs. Med dit 70-300 mm-objektiv står du godt på sidelinjen, mens 18-55 mm kan være godt til dramatik omkring målet. På normale baner er der for langt til modsatte baneside og banehalvdel til, at du kan få gode billeder her. Medbring gerne en taburet, som du kan sidde på og skyde fra lav højde.