Skal jeg have nyt kamera?

SPØRGSMÅL: Jeg er blevet vild med at skyde sportsbilleder, men mit spejlreflekskamera Canon EOS 760D med et kitobjektiv på 18-135 mm er ikke sagen til action, da jeg ikke får nok skarpe skud. Jeg vil investere i noget, der giver mig bedre billeder, men bør jeg spare op til et Canon EOS 7D Mark II eller gå efter en sportsoptik som Canon EF 70-200mm F2.8L IS II USM?

SVAR:
Både det nævnte kamera og objektiv vil sikre dig langt flere skarpe skud. Vi vil dog sige, at du skal gå efter 7D Mark II. Det giver dig hurtigere og mere avanceret autofokus, og de 65 fokuspunkter vil let kunne fastholde fokus på bevægelige motiver. Desuden øger de ti billeder per sekund markant chancen for at fange det rette splitsekund, og så vil du kunne optage på ISO 12.800 inde i idrætshallens svage lys, uden at støjen bliver for voldsom. Det er vigtigt, når lukkertiden skal være på 1/500 sekund. Herunder kan du se, hvilke krav forskellige slags sport stiller til udstyret.

Panorering efter action

Denne form for actionskud er den mindst krævende for udstyret. Motivet bevæger sig parallelt i forhold til kameraet, så autofokus bliver ikke sat på den store prøve, og da lukkertiden skal ned omkring 1/80 sekund, behøver man ikke noget lysstærkt objektiv.

Sport udendørs

Lyset er godt ude, så der er ikke behov for lysstærkt glas eller høj ISO. Til gengæld skal autofokus være hurtig, og der skal kunne skydes mange fotos i rap, hvis fx en motocrosscykel skal fanges. Optikken skal have en hurtig og ultrasonisk fokusmotor.

Sport indendørs

Så bliver det ikke sværere. Kameraets autofokus skal være hurtig, og det kniber i svagt lys, hvis objektivet ikke også er lysstærkt. Her er F2.8 et stort plus. Du kommer også til at skyde på høj ISO uanset optikken, så kameraet skal håndtere støjen flot.