Derfor skal du være medlem af en fotoklub

I fotoklubber kan du mødes med andre fotointeresserede over billedkritik, konkurrencer og foredrag. Og så er det den bedste måde at blive en bedre fotograf på. Se her, hvordan du bliver medlem af en fotoklub.

Der findes flere end 100 fotoklubber i Danmark, og fælles for dem alle er, at ligesindede fotointeresserede mødes for at snakke om blandt andet billeder, teknikker og udstyr.

Mange fotoklubber mødes en gang om ugen og har typisk forskellige temaer på programmet, der skal gøre dem bedre på et særligt område. Blandt aktiviteterne kan nævnes feedback på billeder, foredrag med fotografer, udflugter til gode fotospots, samarbejder med lokalsamfundet, udstillinger og løbende udfordringer og konkurrencer.

Det er alt sammen noget, der kan være med til at udvikle dig som fotograf. I Digital FOTO har vi igennem de sidste knap to år beskrevet en række af landets fotoklubber, og vi kan roligt sige, at der bliver lavet mange rigtig gode billeder i alle genrer og med en række teknikker ude i klubberne.

Se her på Odense Fotoklubs hjemmeside eller på Selskab for Dansk Fotografi, om der findes en fotoklub i nærheden af dig.