Eksperten afslører: Sådan laver du udstyr til lysmaling for næsten ingen penge

Du behøver ikke at betale kassen for speciallavede værktøjer til lysmaling. Her giver en verdens bedste lysmalere tips til gode redskaber, du selv kan lave for få kroner.

Du behøver ikke at investere en masse penge for at komme i gang med lysmaling. Med billige materialer kan du meget nemt lave dine egne redskaber, som er ligeså gode, som dem du betaler kassen for.

Denis Smith er en af de største fotografer inden for lysmaling og ved hvad der skal til for at få stærke skud i kassen.

"Du behøver ikke fancy værktøj for at lave lysmalerier. Før der blev lavet professionelt værktøj til lysmaling, plejede jeg at hacke ting sammen til at skabe billeder med. Det kan give ligeså gode resultater som dyrt speciallavet værktøj," fortæller han.

Eksklusivt til Digital FOTO afslører han her sine bedste opskrifter på billigt hjemmelavet grej til lysmaling og viser, hvilke billeder man kan få med dem.

"Her har jeg brugt en lommelygte til 3 dollars, noget elektrisk tape, flasker og nogle julelys. Materialerne er nemme at finde, svære at ødelægge og billige. Lav værktøjerne og eksperimenter med at svinge dem rundt på forskellige måder," opfordrer han.

Plastikflaske med lommelygte

"En halvliters farvet plastikflaske, en lille lommelygte til 20 kroner og en rulle elektrikertape. Der findes ikke noget billigere," forklarer Denis.
Lommelygten fastgøres til enden af flasken med tapen.

Med plastikflasken fik Denis dette skud, hvor kameraet var indstillet til blænde F.16, ISO 100 og 2 sekunders lukkertid.

Fyld juleglimmer i flasken

"Konceptet er i princippet det samme som det foregående, men ved at bruge en klar flaske med lidt glimmer indeni giver det et helt andet resultatet," forklarer Denis.

Med glimmerflasken fik Denis dette skud, hvor kameraet var indstillet til blænde F.8, ISO 100 og 4 sekunders lukkertid.

Sving med julelys

"En anden god måde at lysmale på er med julelys. Vikl dem rundt om en pind eller saml dem og sving dem rundt i en snor. Uanset om de er med eller uden farver kan de give fantastiske resultater," siger Denis.

Med julelysene fik Denis dette skud, hvor kameraet var indstillet til blænde F.4, ISO 100 og 9 sekunders lukkertid.

Vær kreativ med flydende kridt

"Flydende kridt er en drøm for lysmalere. Jeg bruger det på alle slags plastik. Du kan også bruge alle mulige slags maling, bare vand dem lidt ned, så lyset kan passere gennem malingen," siger Denis, som har ført konceptet med plastikflasken videre og malet flaskens klare plast med flydende kridt for at få et flot farvespil i lysmalingen.

Med julelysene fik Denis dette skud, hvor kameraet var indstillet til blænde F.11, ISO 100 og 9 sekunders lukkertid.