5 flotte vintermotiver du skal fotografere lige nu

Udnyt muligheden for at skyde motiver, du ikke kan på andre tider af året. Her viser vi, hvordan du får fem forrygende vinterskud i kassen

På med hue og vanter og tag kameraet under armen!

Vinteren er nemlig ikke kun til hjemlig hygge. Den byder også på flotte oplevelser med foto.

Vi giver dig fem flotte vintermotiver og vores bedste tips til at fange dem, så du er sikker på at få gode billeder.

Hvad gør vinteren til en særlig tid for fotografering?

Vinteren byder på et helt særligt lys. Solen står lavt hele dagen, hvilket giver bløde skygger og et varmt, gyldent skær – selv midt på dagen. Samtidig giver sne, rimfrost og tåge en grafisk enkelhed i landskabet, som fremhæver former, linjer og kontraster.

Hvad kan man fotografere i vintermånederne?

Der er masser at finde: frostklædte træer, sneklædte bakker, dyr i vinterpels, fugle i det åbne terræn og detaljer som iskrystaller, fodspor eller rim på grene. Selv på gråvejrsdage kan tåge og diffust lys skabe stemningsfulde billeder med dæmpede farver.

Hvornår på dagen er lyset bedst?

Om vinteren er lyset faktisk flot det meste af dagen, fordi solen aldrig står højt. Men de smukkeste timer er typisk omkring solopgang og solnedgang – hvor farverne er varme og skyggerne lange. Midt på dagen kan du bruge sneens reflekterende lys til at skabe rene, lyse motiver.

Hvordan fotograferer man i sne?

Sne snyder kameraets lysmåler og får billeder til at se grå ud. Løsningen er at justere eksponeringskompensationen til +0,3 til +1 EV, så sneen bliver hvid og ikke grålig. Det hjælper også at bruge spotmåling på lyse partier. Husk at beskytte udstyret mod fugt og kulde.

Hvidbalancen kan også blive snydt, så sneen får en blålig tone. Vælg preindstillingen Dagslys eller Overskyet afhængigt af vejrforholdene eller indstil hvidbalance manuelt til cirka 7000 K.

Hvad med tåge – er det godt fotovejr?

Ja, faktisk er tåge noget af det mest stemningsfulde vintervejr. Den fjerner baggrunden og giver dybde, ro og mystik i billedet. Prøv at arbejde med enkelhed – fx et træ, et dyr eller en person, der delvist forsvinder i disen. Undgå stærk blitz, da den blot oplyser selve tågen foran dig.

Hvilke dyr kan man fotografere om vinteren?

Rovfugle som musvåge, havørn og ugler er mere synlige, fordi vegetationen er bar. Hjorte, ræve og harer bevæger sig også mere åbent på markerne i jagten på føde. Fuglefodringssteder giver mulighed for nærbilleder af småfugle som mejser og dompapper.

Hvordan får man farver frem i et ellers gråt landskab?

Se efter kontraster – et rødt hus, et gyldent siv, en blå himmel mellem skyerne. Brug desuden det kolde vinterlys til at fremhæve de blå og grå toner i sne og is. I modlys kan selv de svageste farver fremstå intenst mættede.

Hvordan undgår man, at billederne bliver flade i snevejr?

Brug skygger, linjer og forgrund til at skabe dybde. En gren, et spor eller et hegn, der fører ind i billedet, giver perspektiv. Og prøv forskellige vinkler – fotografer fx nedefra, så du får snefnug og himmel med.

Hvad skal man huske, når det er koldt?

Hold batterier varme – kulde tømmer dem hurtigt. Hav et ekstra batteri i lommen. Undgå også at tage kameraet direkte fra kulde til varme, da der kan dannes kondens. Pak det i en lukket taske, så det langsomt kan tilpasse sig temperaturen.

Hvad er det bedste råd til vinterfotografering?

Kom ud, selv når vejret virker kedeligt! Det er ofte netop i det dæmpede, kolde lys, at vinterens stemning viser sig bedst. Øv dig i at se skønheden i det enkle – og lad lyset, linjerne og stilheden bære billedet.

Vinterens fugle: Sådan får du de flotteste billeder

Når frosten er over os, kommer fuglene ud af skoven og ind til byerne for at finde mad. Det er derfor nærliggende, at du placerer fuglefoder et strategisk sted i haven, så du og dit kamera har frit udsyn til fuglene.

De mange overvintrende fugle i Danmark har travlt med at finde mad og samles derfor omkring måltiderne, de finder. I din have vil du typisk kunne se blåmejse, rødhals, gulspurv, grønisken eller fx den lille gråspurv.

Sæt dit kamera på stativ og vent på, at fuglene sætter sig omkring foderet. Hold dig i ro og betragt fuglene, så du får en fornemmelse af, hvor og hvordan de sidder omkring maden. Komponér herefter dit foto og skyd løs.

Brug gerne et teleobjektiv, så du kommer tæt på fuglene uden at forstyrre dem. Beskyt dit udstyr mod regn og slud ved at putte kamera og objektiv ind i en plasticpose.

En rødkælk på en gren

Rødhalsen er en almindelig dansk fugl, som kan ses i hele landet. Den er også kendt under navnet rødkælk.

© Shutterstock

Fyrværkeri: Sådan fotograferer du de farverige eksplosioner

Vinteren byder også på masser af farvestrålende lys i mørket – og nytårsaften slår alle de andre vinteraftenener med flere længder.

For at få gode fyrværkeribilleder skal du bruge en lang lukkertid. Lukkertiden afgør, hvor lange striber fyrværkeriet danner i billedet. Når du bruger lange lukkertider, bør du sætte dit kamera på stativ.

Du skal være opmærksom på, at du bruger en lukkertid, som ikke får lyset fra fx en nærliggende by til at lyse for meget op i dit billede. Typisk bliver fyrværkeriet flottest ved en lukkertid på omkring to-tre sekunder.

Indstil dit kamera til det manuelle program. Start med en ISO på 100 og en blænde på F10. Undersøg derefter, om lukkertiden skal være to eller tre sekunder.

Brug til sidst et redigeringsprogram til at give de mange forskellige farver fra fyrværkeriet et ekstra pift.

Fyrværkeri i byen

Skyd det flotte fyrværkeri nytårsaften. Det er med garanti et flot motiv.

© Shutterstock

Snedækkede landskaber: Sådan får du forrygende fotos af hvide egne

Når landskabet bliver klædt i hvidt, har du muligheden for at få unikke landskabsbilleder.

Der er særligt to ting, der er vigtige, når du fotograferer snelandskaber. Dit autofokus får det nemlig svært, og din lysmåler får det samme.

Når solen skinner direkte på sne, risikerer du ofte undereksponerede billeder. Lysmåleren i kameraet tror, at en overflade normalt reflekterer mindre lys, end sne fx gør.

Det er derfor nødvendigt, at du selv bestemmer, hvor meget lys kameraet lukker ind. Derudover bør du skyde i raw-format, da du bagefter nemmere kan regulere lyset i lyse og mørke områder.

Når du skal indstille fokus, skal du sætte et fokuspunkt et sted, hvor der er kontrast. Det kan være et sted, hvor du kan se noget af en gren, som ikke er dækket helt af sne. Det kan også være et sted, hvor en skygge skaber kontrast til den hvide overflade på en snedrive.

Snelandskab fotograferet i modlys

Når du skyder snedækkede landskaber, har autofokus det svært. Brug derfor manuel fokus eller placer dit fokuspunkt et sted, hvor der er kontrast. I dette billedet vil skellet mellem de mørke og lyse områder i træerne være det bedste sted at placere sit fokuspunkt.

© Shutterstock

Overisning: Sådan fotograferer du tilfrosne scener

På meget kolde dage med kraftig blæst kan du opleve, at moler, rækværk, bænke og andre genstande, der er tæt på kysten, er pakket ind i et tykt lag is.

Fænomenet opstår, når lufttemperaturen falder, samtidig med at havets temperatur stadig er så høj, at vandet ikke fryser til is.

Når bølgerne slår mod kysten, vil vandet øjeblikkeligt danne et panser af is, og det kan give flotte, fremmedartede billeder.

Bro ved vandet med overisning.

Skyder du med vidvinkel, er det vigtigt, at du placerer et element i forgrunden, og helst så tæt på frontglasset som muligt.

© Shutterstock

Sørøg: Sådan skyder du skovsøernes tåge

Når det bliver rigtig koldt, kan du opleve, at vandoverfladen på havet eller i en sø ser ud, som om den koger.

Fænomenet kaldes sørøg, og det opstår typisk først, når temperaturen er under 10 frostgrader.

Her vil det varmere vand fordampe i den koldere luft og danne røgsøjler, der kan blive op til en meter høje.

Sørøg en tidlig morgen.

Det kan være fristende at zoome helt ind på vandoverfladen for at fylde billedet med den forunderlige røg, men billedet bliver mere interessant, hvis du inkluderer genkendelige elementer.

© Shutterstock