Der findes flere mænd i fotografverdenen end kvinder, og det afspejles også i fx World Press Photo, hvor kun omkring 15 procent af deltagerne er kvinder.
Men det betyder ikke, at der ikke er masser af knalddygtige og spændende kvindelige fotografer derude, og her får du fem bud på, hvem du skal holde øje med:
1. Meeri Koutaniemi, Finland
Meeri er fotojournalist og 27 år gammel. Hun har arbejdet i flere end 40 lande med at dokumentere menneskers skæbner. I 2012 og 2013 blev hun Årets Fotograf i Finland, og hun har vundet flere priser – blandt andet for sin reportage om omskæring af kvinder i Kenya.
2. Terese Samuelsen, Norge
Hun snuppede en bronzemedalje i årets World Photographic Cup i bryllupskategorien, og det er da også bryllupper og portrætter Terese især excellerer inden for med en sikker og kunstfærdig, men nærværende stil.
3. Cécile Smetana Baudier, Danmark
Dansk-franske Cécile laver både redaktionelle billeder og større projekter. Et af sidstnævnte er Diaspora, hvor hun på poetisk og melankolsk vis dokumenterer udfordringerne for mennesker i Mexico med afrikansk afstamning.
4. Johanna-Maria Fritz, Tyskland
Den blot 22-årige Johanna-Maria har studeret fotografi i Berlin, og hun mikser gerne det dokumentariske og iscenesatte. Hun har blandt andet rejst til en række lande for at dokumentere cirkusartister i en stærk billedserie med et personligt udtryk.
5. Ann Coppens, Belgien
Den erfarne belgiske naturfotograf Ann Coppens gør sig inden for landskaber og dyr fra hele kloden. Hun sikrede sig en tredjeplads i World Photographic Cup i kategorien for natur og blev i november 2016 den første belgiske naturfotograf, der kunne kalde sig Qualified European Photographer.