Bedste naturbillede 2017
Førstepladsen i fotokonkurrencen Wildlife Photographer of the Year gik i år til fotojournalisten Brent Stirton fra Sydafrika, der har dokumenteret over 30 tilfælde af krybskytteri mod sorte næsehorn.
Dommerne roste Stirtons billede for at vise, hvor tragisk krybskytteri er, samtidig med at det portrætterer næsehornet med værdighed.

Bedste unge nordiske fotograf 2017
Hen over sommeren bugnede Digital FOTOs mailboks med fantastiske billeder fra unge, nordiske fotografer, der kæmpede om at vinde Nordisk Talent Award. Svenske Miina Anahita på 21 år vandt førstepladsen med en serie eventyrlige, og i nogle tilfælde mytologisk inspirerede billeder, som hun har brugt måneder på at planlægge.
Miina bruger gerne heste og naturen til at skabe sine eventyrligbe billeder. Du kan se flere af hendes smukke billeder her.
Du kan se galleriet med de 10 bedste unge talenter, som vores dommerpanel valgte ud i Nordisk Talent Award her.
Se også top 3 i Nordisk Talent Award 2017 her.

Bedste undervandsbillede 2017
Gabriel Barathieu vandt konkurrencen Underwater Photographer of the Year 2017 med sit billede, “Dancing Octopus,” taget ud for den lille ø Mayotte i det Indiske Ocean.
Han brugte et vidvinklobjektiv og gik tæt på, så blæksprutten så meget større ud, end den var.

Det sjoveste billede 2017
“Kunne man få en hjælpende klo her?,” synes uglen til venstre at spørge sine to artsfæller på grenen, der lader til at ignorere deres uheldige ven.
Dette morsome billede af Tibor Kercz vandt årets sjoveste fotokonkurrence, Comedy Wildlife Photography Awards.

Bedste billedserie 2017
Frederik Buyckx blev kåret som den overordnede vinder af de prestigefyldte Sony World Photography Awards for sin eventyrlige billedserie af øde områder i Skandinavien, de baltiske lande og centralasien, hvor mennesker og dyr lever isoleret fra samfundet, men er tæt forbundet med naturen.
Se flere billeder fra Sony World Photography Awards her.

Bedste dronebillede 2017
Finske Tommi Hiltunen fandt en flot og unik måde at fejre 100-årsdagen for Finlands uafhængighed, med et dronebillede af søen Neitokainen, der har form som Finland.
Tommis billede er også valgt som et af de bedste læserbilleder i Digital FOTO, og du kan se det i bladet i det nye år.
Upload dit billede til vores læsergalleri for at få chancen for at vinde næste måneds konkurrence.
Se mange flere vinderbilleder fra vores løbende fotokonkurrence her.

Bedste rejsebillede 2017
Den elektriske spænding mellem den glødende lava, den tykke askesky og den kolde luft over vulkanen Colima i Mexico skabte et ekstraordinært, 600 meter højt lyn den decemberdag i 2015, da Sergio Tapiro Velasco fik sit pletskud.
Normalt er disse lyn kun et par hundrede meter høje, så Sergios billede var helt specielt, og gjorde ham til årets rejsefotograf i National Geographic Travel Photographer of the Year.
Prisen var 2500 dollars og en rejse til Galapagos med National Geographic Expeditions.
