Efter vinterens dvale rører dyrelivet endelig på sig igen. Der er ikke en bedre årstid at fotografere naturens vildtlevende væsener på end lige nu midt i foråret.
Rådyr, ræv og hare vil nok være de første, der springer i tankerne, men Norden har et væld af andre spændende arter, og nogle er mere oplagte at fotografere lige netop i foråret, på grund af fx yngleforhold, klima, vegetation og tilgængelighed af føde.
Vilkårene for at fotografere de seks dyr, vi her har samlet, er optimale lige nu. De kan give stærke skud, som du sandsynligvis ikke har i fotobiblioteket i forvejen.
Nogle af dyrene er nemme at finde, andre er sky og kræver, at du tager særlige metoder i brug for at komme tæt nok på til et skud. Vi giver dig derfor kort over leveområder og fortæller specifikt, hvor du skal søge for at finde dem.
Skyd med omtanke
Hvornår på døgnet dine chancer er størst, afhænger af arten. Vi angiver de bedste tidspunkter for hver enkelt af dem. Omkring solopgang og solnedgang er de fleste af dem aktive, og det er oftest også på de tidspunkter, du får de flotteste fotos. Her er lyset varmt og blødt, og det kan derfor anbefales at planlægge fototuren til dagens tidlige eller sene timer. Midt på dagen kan sollyset være skarpt og give kraftigt modlys eller hårde skygger. Det er derfor sjældent det optimale tidspunkt til dyrefotos. Spredes sollyset af et let lag skyer, kan det dog godt lykkes at få fine skud på denne tid af dagen.
Flere af dyrene kan du godt fotografere uden andet udstyr end et almindeligt kamera og en standardzoom. I flere tilfælde vil et teleobjektiv dog være at foretrække. Det giver mulighed for at få billeder tæt på dyrene, uden at du skal nærme dig dem så meget, at de bliver skræmt væk. Vi guider dig til det kameraudstyr, der er optimalt i hver enkelt situation, og fortæller dig, hvordan du håndterer det, og hvilke indstillinger du skal bruge.
For de fleste af arterne er yngletiden ovre på dette tidspunkt. De er derfor ikke helt så sårbare, som de kan være på andre tider af året. Husk alligevel at vise omtanke, når du færdes blandt de vilde dyr. Forstyr dem mindst muligt, særligt hvis de har unger. Pas også på dig selv. Gummistøvler er en rigtig god idé, når du fotograferer fx hugorme. Et hug er ikke dødeligt, men kan være temmelig ubehageligt.
Los på aftenpatrulje
Sådan finder du lossen
Foråret er den perfekte tid at fotografere lossen. Den er forholdsvis nem at se i det sparsomt tilgroede landskab, når den patruljerer sit territorie og går på jagt. Lossen er primært aktiv i skumrings- og nattetimerne. Ved solnedgang begynder den at bevæge sig ud for at jage. Den bevæger sig ofte langs skovbryn, vandløb og i åbne områder, hvor byttedyr som rådyr færdes. Kig efter spor fra dens poter samt afføring, der ligner hundens, eller ridsemærker i træer.
Opskriften på et pletskud
Lossen er sky og svær at nærme sig. En fotofælde er derfor den sikreste vej til et skud. Dyrene bevæger sig ofte ad faste ruter. Når du har lokaliseret en rute, placerer du fotofælden, så du skyder langs denne og ikke på tværs. Det giver mere tid til at fange lossen på dens vandring. Stil fælden, så den skyder en halv til en hel meter over jorden. Så fanger du lossen i hovedhøjde. Indstil kameraet til at skyde kontinuerligt med interval på et sekund. Det øger chancen for gode skud.
Sommerfugl i blomsterhaven
Sådan finder du sommerfuglen
Sommerfugle er blandt de første tegn på forår. Citronsommerfugl, nældens takvinge og dagpåfugleøje er ofte de tidligste i luften. De flyver livligt omkring nyudsprungne blomster i søgen efter nektar. Om morgenen, mens temperaturen er lav, sidder de ofte stille for at varme sig i sollyset. Her er de nemme at komme tæt på. Når temperaturen stiger, begynder de at flyve rundt og søge føde. Det giver gode muligheder for livlige billeder, hvor flere sommerfugle flakker omkring blandt hinanden. Når temperaturen falder igen, søger sommerfuglene ro på græs, blade eller blomster. Det varme, gyldne lys en sen eftermiddag skaber en fantastisk stemning.
Opskriften på et pletskud
Sommerfugle flakker rundt, men vender ofte tilbage til en foretrukken blomst. Peg kameraet mod denne, og vent på sommerfuglen. Sørg for en rolig baggrund, der fremhæver sommerfuglens farver. Et skud fra oven med spredte vinger eller fra siden med vingerne samlet over kroppen fungerer altid godt. Et makroobjektiv får dig tæt på detaljerne, men kræver kort afstand, hvilket kan skræmme sommerfuglen væk. En moderat tele på 120-200 mm kan være et bedre valg. Den gør, at du kan holde god afstand. Mange modeller fokuserer tæt nok til et flot skud. Vil du tættere på, kan du bruge en makroadapter, der monteres foran objektivets frontglas og fås til cirka 500 kroner.
Vildsvineunger i livlig leg
Sådan finder du vildsvineunger
Voksne vildsvin er ikke de mest fotogene dyr. Deres unger har til gengæld potentiale. De har et meget karakteristisk udseende med flotte mørke striber, som camouflerer dem i skovbunden. Ungerne fødes i det tidlige forår i april og maj. Her vil det ofte være muligt at se dem sammen med deres mor i åbne omgivelser, hvor de søger efter føde eller leger. Man finder dem typisk tæt på løv- og bøgeskov eller i nærheden af landbrugsområder.
Opskriften på et pletskud
Vildsvin er sky og kan være aggressive, hvis de føler sig truet. Du bør derfor holde god afstand. Placér dig mod vinden, da vildsvinenes lugtesans er meget stærk. Et teleobjektiv er nødvendigt for at komme tæt på de små unger. Læg dig på jorden for at opnå en god vinkel i øjenhøjde med dyrene. Praktisk tøj, som tåler forholdene, og gerne i farver, som camouflerer dig i naturen, er en fordel. Hvil objektivet på en bønnepose, sten eller træstub for at undgå rystelser.
Hugorm varmer sig i solen
Sådan finder du hugormen
Hugorme kommer frem fra vinterdvale i det tidlige forår. Det er den tid på året, de er mest synlige, da de har brug for sollys for at genopbygge energien. Tidligt på morgenen samt sent eftermiddag og tidlig aften ligger de ude i solen og suger varme til sig. Ofte ligger de roligt i åbne skovlysninger og områder med sten eller stubbe. De holder sig i solen, men bliver mere aktive hen ad formiddagen, hvor de begynder at søge mere ind i beplantede områder. Senere på foråret, i april og maj, kan du være heldig at opleve parringsspil, hvor hanner kæmper ved at løfte sig og vikle sig om hinanden. Det er et godt skud at få i kassen. Hugormen er giftig, men sjældent farlig for voksne mennesker. Den angriber kun i selvforsvar, så hold fornuftig afstand, bevæg dig langsomt, og undgå pludselige bevægelser.
Opskriften på et pletskud
Brug et teleobjektiv på 200-600 mm. Så kan du få gode billeder uden at komme for tæt på. Du må helt ned og ligge på jorden for at fotografere i højde med dyret. Det kan være anstrengende at holde et stort teleobjektiv stabilt, når du ligger ned. Et lille stativ kan være en hjælp. Stativer af typen Gorillapod er en god og ofte billig løsning. De har ben, der kan vinkles fleksibelt og lægges fladt mod jorden, så kameraet kommer helt ned. Sørg blot for at vælge en model, der er klassificeret til at bære vægten af dit grej. Hav tålmodighed og vent på, at hugormen viser sig i flot positur, gerne med tungen ude.
Sælflok slapper af ved vandet
Sådan finder du sælerne
Om foråret er sælernes yngletid forbi. Det gør dem mindre sårbare over for forstyrrelser. Derfor er det et ideelt tidspunkt at fotografere dem. Sæler findes i forholdsvis uforstyrrede kystområder med en blanding af lavvandede områder, tangskove og dybere vand, som giver et varieret udbud af føde. De opholder sig ofte på klipper, sandbanker eller isflager, hvor de soler sig og hviler. Især ved tidevand kan man finde dem her.
Opskriften på et pletskud
Fra land kan det være vanskeligt at få gode billeder. Sæler flygter hurtigt ud i vandet, hvis de fornemmer mennesker i nærheden. Med en drone kan du holde dig på god afstand, når du fotograferer. Du har desuden mulighed for at opnå helt andre vinkler end med et kamera fra landjorden – eksempelvis direkte oppefra og ned eller ude fra kysten og ind mod land. At fotografere fra en båd med et teleobjektiv kan også give gode billeder af sæler ind mod kysten.
Muldvarp dukker op af sit skud
Sådan finder du muldvarpen
Om foråret er muldvarpe aktive. Jorden tør op, og de graver nye tunneler for at finde mad. Tidlig morgen og sen eftermiddag er der størst aktivitet ved jordoverfladen. Efter regn øges chancerne yderligere. Vent tålmodigt, når du finder et skud, eller stil et vildtkamera op, som overvåger stedet og sender besked til din telefon, når der er aktivitet.
Opskriften på et pletskud
Når du har fundet et aktivt muldvarpeskud, ved du, hvor dyret vil vise sig. Du kan derfor sætte kameraet på stativ og pege det mod skuddet – gerne i højformat, så du får både skud og baggrund med. Indstil fokus manuelt, så der er skarpt ved muldvarpeskuddet. Vælg en stor blænde på fx F2.8 for at få en fin sløret baggrund. Brug fjernudløser til at aktivere skuddet, når der er aktivitet.