Guide: Fang nytårets fantastiske farveeksplosioner

At få flotte skud af nytårets fyrværkeri er nemt nok, hvis man har styr på teknikken. Du skal nemlig have god kontrol med lukkertider, ISO og stabilisering for at fange eksplosionerne i deres fulde pragt. Nye regler for fyrværkeri gør det også endnu vigtigere at være godt forberedt.

Brug gerne bygninger som forgrund som her fra nytårsaften i Stockholm.

Der er i Danmark indført nye regler, når det gælder fyrværkeri. Det betyder, at man nu kun må fyre af den 31. december og den 1. januar. Vil du gerne fotografere de flotte farver på himlen, har du altså meget mindre tid til rådighed og kan ikke gå og øve dig i dagene op til nytårsaften. Du skal derfor være bedre forberedt end nogensinde, og det hjælper vi dig med her.

At få flotte fotos af fyrværkeri er ikke svært. Metoden, du skal bruge, er blot radikalt anderledes, end hvad der umiddelbart kan virke oplagt. Det handler ikke om at fastfryse fyrværkerieksplosionen i et kort splitsekund, men om at strække tiden, så fyrværkeriet får lov at folde sig helt ud i alle sine farver og effekter.

Du får de klareste billeder, hvis du begynder at fotografere, så snart fyrværkeriet går i gang. Krudt udvikler nemlig røg, og den røg vil blive tykkere, jo flere nytårsraketter der skyder til vejrs. Det kan gøre nattemørket lidt sløret.

Vent ikke til klokken tolv

Affyres der raketter allerede i den blå time, lige efter at solen er gået ned, kan du få meget fine billeder. Resultatet vil dog blive bedst, hvis raketterne springer i de mørkere områder af himlen, så eksplosionen og de lange slør står klart og tydeligt frem.

Din egen placering er blandt de største udfordringer, når du fotograferer fyrværkeri. Medmindre du selv har arrangeret affyringerne og ved præcis, hvorfra raketterne skydes af, og hvor på himlen de springer, kan det kræve benarbejde at placere sig optimalt.

I byen kan det være svært at få udsyn, da horisonten er fyldt med bygninger. Her hjælper det med et højt udsigtspunkt som et tagvindue eller lignende. Det er dog vigtigt at være meget varsom, da du potentielt befinder dig i højde med fyrværkeriet. Der kan derfor være risko for, at det eksploderer lige foran dig. Alternativt kan du rykke til en større åben plads eller ned til vandet.

Hold udkig efter en forgrund, som kan skabe balance i billedet, så det ikke kun er på himlen, der sker noget. Det kan fx være torvet i en by, vandets refleksion ved en havnefront eller bare silhuetterne af glade tilskuere på en åben plads.

Husk at efterlade plads i toppen af billedet til det fyrværkeri, der når højest op på himlen. Det kan du nemt gøre ved at vende kameraet 90 grader og fotografere i højformat.

Personer sløres, hvis de bevæger sig, grundet lang lukkertid. Det kan give en flot effekt.

En stille nytårsaften

Det kræver heldigvis ikke noget særligt af kameraet at fotografere fyrværkeri. Enhver model af bare nogenlunde kvalitet kan fint bruges.

De fleste objektiver kan også være velegnede. Selv dit standard kitobjektiv kan være et godt valg. Med brændvidder omkring 20-60 mm kan du få brede skud, der viser nytårsfesten eller et langstrakt byscenarie på de mindste brændvidder og komme tættere på eksplosionerne på de største brændvidder. Vil du isolere en enkelt eksplosion, vil en større brændvidde dog typisk være nødvendig, så tag et teleobjektiv med i tasken, hvis du vil tage nærbilleder af de farverige udladninger.

Med et teleobjektiv har du mulighed for at fotografere isolerede fyrværkerieksplosioner tæt på.

Et kamerastativ er essentielt, da kameraet skal stå helt stille under optagelsen. Slå stabiliseringen fra, da kameraet ellers kan fejlkorrigere og sløre billedet.

Træk lysspor med lukkertiden

Kameraets automatik måler ikke præcist i mørket. Der er stor risiko for, at fyrværkeriets lys vil få kameraet til at undereksponere omgivelserne. Brug derfor manuelt program.

Blænde F8.0 er et godt udgangspunkt. Med teleobjektiv er F11 dog bedre, da dybdeskarpheden er mindre på store brændvidder. ISO bør indstilles til 100.

De bedste lukkertider er typisk fra fem til ti sekunder. De fleste raketter er brændt ud efter ti sekunder, så kun hvis der efterfølgende kommer flere raketter, får du noget ud af længere lukkertider.

Dit kameras autofokus kan ikke nå at stille skarpt på fyrværkeriet i mørket, så sørg for at fokusere på forhånd, fx på en bygning eller et andet element i forgrunden. Skift så til manuel fokus for at låse fokuseringen, så den ikke ændrer sig.

Det er vigtigt, at du ikke sender rystelser gennem kameraet, når du trykker på udløseren. Det kan du undgå ved at indstille kameraet til at fotografere med selvudløser. Vælg to sekunders forsinkelse, da det er lettere at forudsige det rigtige øjeblik inden for to sekunder end fem eller ti. Start eksponeringen, når braget lyder, så undgår du selve eksplosionen, som kan overeksponere billedet.

En bedre metode er dog ofte at bruge en fjernudløser. Så kan du nemlig aktivere udløseren i præcis det sekund, du vil fotografere, og skal ikke vente på selvudløserens forsinkelse.

Bruger du fjernudløser, kan du anvende indstillingen Bulb i stedet for at vælge en fast lukkertid. Når Bulb er valgt, står lukkeren åben mellem første og andet tryk på udløseren. Tryk på fjernudløseren, når braget lyder. Når udladningen er slut, skal du trykke på fjernudløseren igen. På den måde kan du få eksponeringen til at passe præcis med det fyrværkeri, du ønsker at fange.

Bulb er typisk markeret med et B på programhjulet oven på kameraet. Har dit kamera ikke en dedikeret Bulb-funktion, vælger du det manuelle program M og drejer på hjulet, der justerer lukkertiden, indtil du når forbi en lukkertid på 30 eller 60 sekunder. Så er Bulb aktiveret.

De helt lange lysstriber får du med lukkertider på fem til ti sekunder.