Guide: Kom helt tæt på vinterens dyr

Når vinteren tager fat, og jorden fryser, får dyrene sværere ved at finde føde. Det giver perfekte muligheder for at komme tæt på, og med den avancerede autofokus i de nyeste kameraer er bevægelser intet problem for skarpheden.

Ræven er på vej hjem fra nattens jagt. Den lave sol giver et gyldent lys i billedet.

Fotografering om vinteren kan hurtigt lede tankerne hen på flotte snelandskaber, men årstiden er også perfekt til at fotografere dyr i naturen. Selv om nogle dyr går i hi eller tager sydpå, er denne årstid faktisk rigtig god til at fange dyrelivet i. Dyr og fugle ændrer nemlig adfærd om vinteren, og det kan vi som fotografer udnytte til at komme tættere på mange af de dyr, som ellers er sky og tilmed kan være sjældne.

Går der frost i jorden, eller ligger der et snedække, bliver det svært for dyrene at finde mad, og det betyder, at de bliver lidt mere dristige og lader mennesker komme tættere på, hvis der er føde i udsigt. Som fotograf kan du hjælpe det gode billede på vej ved at lægge foder ud. Men pas på med ikke at vænne dyrene til at få maden serveret, så de mister evnen til selv at finde føde.

Nye gæster i vinteren

Selv om nogle fugle finder varmere områder, når det bliver koldt, er der andre, som slår sig ned her i landet for vinteren. Mange af de fugle, der besøger os om vinteren, holder til på samme lokalitet og vender tilbage år efter år. Derfor kan en god lokalitet være guld værd, og finder man én i lokalområdet, kan man besøge den gennem hele vinteren og på den måde følge de forskellige fugle.

Når man fotograferer dyr, er det en god idé at sætte sig ind i deres adfærd og besøge lokaliteten et par gange uden kamera og kun bruge kikkert og tage noter på blokken eller telefonen. På den måde kan man observere dyrene og notere, hvilke klokkeslæt man ser dem, og præcis hvor de opholder sig. Samtidig kan man få styr på, hvor lyset kommer fra, så man ikke placerer sig forkert og får kontrastfattige fotos i modlys.

Som udgangspunkt er nord den retning, hvor der er mest lys i ryggen gennem dagen, men vil du fotografere på et bestemt tidspunkt eller lave silhuetter op mod solen, er det en god idé at notere, hvor solen står på det tidspunkt. Husk, at tidspunktet ændrer sig, i takt med at dagene bliver længere.
På de næste sider gennemgår vi teknikken bag tre konkrete billeder, og du får du masser af tips til indstillinger, udstyr, komposition og mere.

Ræv på retur

Ræven er på vej hjem fra nattens jagt. Den lave sol giver et gyldent lys i billedet.

Billedet er taget på blændeprioritet med evaluerende lysmåling. I modlys kan det være nødvendigt at bruge eksponeringskompensation og undereksponere lidt. Vi har brugt et stort teleobjektiv på 600 mm indstillet på største blændeåbning, som er F4.0, så både forgrunden og baggrunden er blevet sløret i billedet. Nogle autofokussystemer kan have svært ved at fokusere helt korrekt i modlys, og her kan det være nødvendigt at bruge manuel fokus. Hvidbalancen er indstillet manuelt til 6500 Kelvin for at sikre, at farverne bliver som ude i naturen. Auto havde gjort billedet mere blåligt.

Rådyr i råkulde

Træet og rådyret er placeret med samme afstand fra midteraksen for at skabe symmetri.

Billedet er taget fra et skjul, som er placeret i udkanten af skoven. Her vidste vi nemlig, at rådyrene ofte kommer sidst på dagen. Vi har manuelt indstillet kameraet på blænde F5.6 og 1/640 sekund samt ISO 400. Brændvidden er 600 mm, så baggrunden er blevet flot sløret. For at undgå rystelser har vi brugt stativ og lagt venstre hånd oven på objektivet og givet det et forsigtigt tryk nedad under eksponeringen. Vi har brugt et enkelt fokuspunkt uden at aktivere hjælpepunkter, da det høje græs og vegetationen nemt kunne komme til at forvirre kameraets autofokus.

Ryle på glatis

Glat underlag er ikke kun et problem for mennesker. Her er en ryle, der tager det roligt.

Vi har anbragt os i samme højde som fuglen, så den bliver løftet op over jordoverfladen. Ellers ville isen også danne baggrund ved fuglens krop og hoved. Autofokus er sat til kontinuerlig, og vi sørgede for at holde udløserknappen halvt nede i et stykke tid, før vi tog billedet, så fokus var helt klar, når vi trykkede helt ned. Trods sollyset satte vi ISO op på 200. Dermed kunne vi få en lukkertid på 1/800 sekund frem for 1/400 sekund, så billedet ikke blev rystet med teleobjektivet på 600 mm. Vi valgte et fokuspunkt lidt oppe og til højre for midten og slog hjælpepunkter til, så kameraet holdt fokus, selv om fuglen bevægede sig lidt rundt i billedfeltet.