Indholdsoversigt
Et lysrør er, som navnet antyder, en lyskilde formet som et rør. Det har indbygget batteri og et håndtag, så du kan anvende det håndholdt. Lysrøret er en af de meste alsidige former for fotolys, der findes, og kan tage dine billeder helt nye steder hen, med både diskrete eller meget effektfulde resultater.
Lysrør fås i forskellige længder – lige fra 15 cm til flere meter – og i vidt forskellige prisklasser, nogle til få hundrede kroner. De basale funktioner – at lyse i forskellige farver, ændre farvetemperatur og blinke i forskellige intervaller – er fælles for de fleste modeller, både billige og dyre, så det er disse funktioner, vi tager udgangspunkt i, når vi her udforsker lysrørets mange muligheder.
Mal med lyset
Lysmaling er et godt sted at starte. Det er her, lysrøret har den mest tydelige effekt og derfor et godt udgangspunkt for at lære rørets funktioner at kende.
At tegne mønstre, tekster og figurer er relativt nemt. Det kræver i bund og grund ikke andet end at fotografere med lang lukkertid og bevæge røret foran kameraet, mens eksponeringen står på. Bevægelserne trækker lyset ud. På den måde kan du male i luften som med en pensel.
Der kan blive brug for længere lukkertider end de 30 sekunder, de fleste kameraer normalt går op til. Brug i det tilfælde kameraets Bulb-funktion. Den aktiveres ofte ved at gå et trin videre end maksimal lukkertid. Med Bulb kan du få længere lukkertider. Du styrer manuelt, hvornår lukkeren åbner og lukker, ved at trykke udløseren ned og slippe den igen.
ISO indstilles til 100 for at minimere støj. Blænden indstilles efter lysforholdene. F5.6 er et godt udgangspunkt. Brænder lysrøret ud, så gør blænden mindre, er lyset for svagt, så gør den større.
Det kræver ikke noget særligt af dit kamera at skyde lysmaling, og selv et billigt kitobjektiv kan være fint, da moderat vidvinkel ofte er at foretrække. Det giver plads i billedet til at male og få nogle af omgivelserne med.
Et solidt stativ er et krav. Der opstår nemt rystelser, når du fotograferer med så lange lukkertider. Indstil en selvudløser på to sekunder, eller brug en fjernudløser. Mange kameraer tillader, at din telefon bruges som trådløs fjernudløser. På telefonen kan du ikke kun aktivere udløseren, du kan også ændre kameraindstillinger og se dine skud på afstand. Det er en fordel, når du selv står foran kameraet.
Inden det bliver mørkt, kan du udse dig en interessant lokalitet med omgivelser, hvor din lysmaling vil stå flot. Det skal være et sted, hvor der ikke er kraftigt lys, når aftenmørket er faldet på. Klæd dig i mørkt tøj, som ikke giver genskin, for eksempel uld. Så minimerer du risikoen for at kunne ses i billederne.
Stil kameraet op, så de omgivelser, du vil have med, er inden for billedrammen. Indstil fokus manuelt til det punkt i landskabet, hvor du vil male, gerne med nogle meters afstand til kameraet, da det sikrer stor dybdeskarphed.
Tryk på udløseren, og mal med røret foran kameraet i den lange lukkertid. Er omgivelserne meget mørke, skal rørets lysstyrke være lav. Ellers bliver baggrunden sort. Omvendt skal lyset være stærkt, hvis omgivelserne er lyse. Hold dig hele tiden i bevægelse under eksponeringen, så du ikke ses i billedet.
3 måder du kan lysmale på
Sæt fotolys i hånden
Lysrøret kan meget andet end lysmaling. Det er også et enestående værktøj til at sætte lys på mange forskellige typer motiver. Med røret i hånden kan du male lys på bygninger, træer og meget andet. Det kan give flotte og kreative resultater.
Teknikken er grundlæggende den samme som beskrevet i det forrige. Blot må lysrøret ikke lyse direkte mod kameraet. Røret skal skærmes, så lyset blokeres på den del af det, der vender mod kameraet. På nogle modeller er den ene side af røret dækket af metal eller plast. Det er nok at vende den del mod kameraet, hvis den dækker mere end halvdelen. Ellers brug sort tape til at dække med.
Start eksponeringen, og ret lyset hen, hvor du ønsker det. Sørg for, at lyset hele tiden peger væk fra kameraet og ind mod den overflade, du vil lyslægge. Røret skal så vidt muligt være i bevægelse hele tiden, ellers vil der opstå skygger.
Lysrøret kan også bruges som en traditionel fotolampe, der placeres stationært hvor som helst, du vil lægge lys. Håndtaget kan på nogle modeller klappes ud som et lille stativ, så du kan stille røret oprejst. Andre modeller har stativgevind i
bunden. Det gør det muligt at skrue røret på et kamerastativ, så det kan placeres stationært, hvis du eksempelvis vil lyse en bygning op.
3 ting du også kan bruge røret til
Løft dine portrætter til nye højder
God lyssætning er nøglen til vellykkede portrætter. Her kan lysrøret gøre underværker. Du kan lysmale bagved, foran eller omkring modellen som et kreativt krydderi eller håndmale et fint fotolys på modellen ved at lyse hen over ansigtet. I begge tilfælde kræver det, at modellen står helt stille, så længe eksponeringen varer. Det kan være en udfordring, især hvis du fotograferer et mindre barn.
Lysrøret kan også bruges til klassisk lyssætning af portrætter. Placér røret på stativ, eller hold det i hånden bag kameraet for at vinkle lyset, så skyggerne lægger sig flot på modellen. Du kan også lade modellen holde det, enten uden for billedet eller som en synlig rekvisit, der giver portrættet et særligt præg.
Ønsker du et naturligt portræt med klassisk hvid lyssætning, så indstil lysrøret til en varm hvid tone. En kelvin-værdi på cirka 4000 er et godt udgangspunkt. Indstil kameraets hvidbalance, så den matcher lyset. Ved at indstille røret til at lyse i farver kan du dreje stemningen i nye retninger. Du kan farvelægge modellens ansigt ved lyse ind på det, eller du kan lade røret være synligt i billedet, så det giver en neonglødende fornemmelse af 1980’erne.
Hvis du vil vide mere om de bedste kamerateknikker til portrætfotografering, kan du læse om det i vores store e-bog, som du får ved at skanne koden.